Plummer: Nedlæg PS-Puljen

Public Service Puljen har i sine godt to leveår ikke virket efter intensionerne, og politikerne bør overveje at afskaffe den helt, mener DR’s generaldirektør.
Per Fanefjord Laursen

Mens mange taler om at udvide Public Service Pulje eller oprette nye typer puljer i forbindelse med det næste medieforlig, retter DR’s generaldirektør nu en skarp kritik mod Public Service Puljen - efter fire års erfaring med puljen.

Kenneth Plummer går så langt som at foreslå, at Public service pulje helt nedlægges.

”Jeg synes, man skal stille spørgsmålstegn ved, hvordan det er gået med Public service puljen. Så vidt jeg kan se, har den ikke frembragt et øget antal danske nyskabende, originale programmer på de kanaler, der har fået støtte, som var målsætningen.”

Dumt at sprede licenskronerne
Kenneth Plummer synes intensionerne i puljen er gode nok, men i praksis får man ikke den tilsigtede virkning ud af at fordele licenskroner. De ligger bedst hos de større public service enheder, som DR, TV 2-regionerne og TV 2, lyder budskabet fra DR’s topchef.

”Erfaringerne fra Puljen indtil nu er, at licenskronerne ville være kommet til mere gavn, hvis de var tildelt public service-virksomheder som DR, TV 2 og TV 2-regionerne. Ikke til tv-stationer, der sender udenom dansk lovgivning fra udlandet og investerer støttemidlerne i at producere tv for de 20 til 50-årige, som i forvejen er velforsynet med tv,” sier Kenneth Plummer, der understreger, at udmeldingen ikke er en kritik af MTG og SBS TV.

”De er meget dygtige. De har aldrig været bedre til at tjene penge i Danmark, og de behøver ikke licenskroner, hvis de ser en kommerciel interesse i at producere mere drama eller dokumentar.”

De licenskroner, der tildeles til private broadcastere, kunne det underskudsramte TV 2 godt bruge, indskyder Kenneth Plummer.

Resultaterne er for ringe
TV3's meget roste drama ’Lulu og Leon’ fremhæves ofte som et fint eksempel på, at en privat broadcaster er kommet med et projekt, der derefter er delvis produceret for støttekroner.

”Igen - intensionerne er gode nok, men resultatet har ikke gavnet seerne, når så få har set den i øvrigt glimrende serie. Havde den været vist på DR1 eller TV 2, havde mange flere set den,” siger Kenneth Plummer.

Producentforening ønsker stor pulje
Venstre foreslog før jul en væsentlig udvidelse af puljen i næste forligsperiode. Venstres forslag kom i forlængelse af medieprofessor Anker Brink Lunds store medieudredningsrapport, hvor han anbefaler en indholdsmæssig og en økonomisk udvidelse af Public Service Puljen.

Producentforeningen har netop udsendt et medieudspil med stor ros til puljen, der i sine første leveår har opfyldt formålet og bidraget til ny produktion af både drama- og dokumentarprogrammer, mener foreningen.

”Puljen bør udbygges, så vi også i fremtiden kan se public service-indhold på alle danske kanaler. Og der bør findes yderligere finansiering til at udvide puljens område til udvikling af underholdning, computerspil og andre platforme,” hedder det fra Producentforeningen.

Men DR's generaldirektør er langt mere kritisk.

”Jeg synes, det tyder på, at Public Service Puljen har stukket Producentforeningen blår i øjenene, hvis foreningen tror, at der er kommet mere dansk indhold ud af puljen.”

Puljer har nogle indbyggede problemer, når det gælder mediestøtte, mener Kenneth Plummer.

”Det får aktørerne til at tænke i støtte på den korte bane, og det fører til, at man springer fra tue til tue, når der uddeles støtte,” siger generaldirektøren. Tidligere direktør for DR Programproduktion, Mette Bock, har i et debatindlæg på MediaWatch tidligere også fremført med det budskab, der nu lyder fra Kenneth Plummer: Afskaf Public Service Puljen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også