Dybkjær klager til DR's seerredaktør

De Radikales retsordfører Lone Dybkjær er stærkt utilfreds med en DR-dokumentar og retter nu henvendelse til seerredaktør Jacob Mollerup.
MediaWatch

DR-dokumentaren 'Forældrekrig' onsdag faldt ikke i god jord hos De Radikales retsordfører Lone Dybkjær. Dokumentaren satte fokus på en ni-årige pige, der skulle vælge mellem at bo hos sin mor eller sin far som en følge af den nye forældreansvarslov.

"Det er etisk dybt forkasteligt, at DR udstiller denne lille pige. At DR vælger at gøre hele Danmarks befolkning bekendt med pigens psykiske problemer forværrer blot hendes situation," siger Lone Dybkjær til ekstrabladet.dk.

Hun forstår ikke, "hvordan seernes redaktør kan tillade denne norm hos DR" og mener, at DR burde have fokuseret mere på generelle problemstillinger frem for primært at koncentrere sig om en case.

DR afviser kritikken og siger til Ritzau:

"Gennem hele forløbet har vi haft en tæt dialog med forældrene og børnene. Den dokumentar vi viste i går (onsdag aften red.) er blevet godkendt fra ende til anden af de medvirkende forældre og børn. Vi mener derfor, vi har etikken helt i orden," siger dokumentarchef i DR, Steen Jensen.

Han henviser også til, at DR har interviewet advokater og psykologer i programmet for at hæve familiens eksempel op som et generelt problem.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også