TV 2 skal sælge netannoncer for Home

TV 2's digitale salgsafdeling, TV 2 Net Salg, skal sælge annoncer på home.dk - sitet for en af landets største ejendomsmæglerkæder.
Per Fanefjord Laursen

TV 2 og Home har indgået et strategisk salgssamarbejde, hvor de 12 sælgere hos TV 2 net også skal sælge bannerannoncer for egendomsmæglerkæden.

"Home.dk matcher i kvalitet den måde TV 2 Net Salg arbejder med egne medier på, og derfor har vi store forventninger til at udbygge bannerforretningen i samarbejde med Home," siger Jan Vetlov, salgsdirektør hos TV 2 Net Salg.

TV 2 Net Salg øgede sit salg cirka 40 procent i finanskriseåret 2009, og Jan Vetlov er ikke i tvivl om, at det er en af forklaringerne på, at Home har valgt TV 2 Net Salg som samarbejdspartner.

"Vi bringer hele TV 2's salgsorganisation i spil. Det tror jeg var et vægtigt argument for Home," siger Jan Vetlov.

Fornuftig at Home sælger sin trafik
Partnerskaber i online-verdenen er en dagligdags forteelse, men det er en ny tendens, at en virksomhed som Home, der selv er storannoncør, udbyder bannerannoncer på eget site.

"At de vælger at lægge salget ud eksternt giver god mening, for det kræver dedikerede ressourcer, hvis de mener det alvorligt. Jeg tror, vi kommer til at se rigtig mange af den type samarbejder og konstellationer fremadrettet, og ud fra et annoncørperspektiv giver det også god mening. Mange annoncører a la Home sidder nemlig på en stor volumen trafik af høj kvalitet, som de i dagens mediebillede, hvor indhold, reklame, annoncør og media smelter sammen, lige så godt kan kapitalisere på," siger Group Interactive Dirtector Christian Strand, Initiative Universal.

Christian Strand er lidt mere i tvivl om, hvorvidt idéen gavner TV 2’s brand.

"Men det er måske heller ikke så vigtigt, hvis de blot kan løfte deres omsætning."

Home: Fokus er boligsalg
Hos Home ser man partnerskabet som en mulighed for at frigive ressourcer.

"Vi vil gerne lægge al vores energi i at få solgt endnu flere boliger, og i det perspektiv er det jo givtigt for alle parter, at vi kan alliere os med en professionel partner, der kan stå for salget af bannerannoncer. Vi stiller dog også krav, for vi vil ikke have bannerannoncer, der forstyrrer oplevelsen af at være på home.dk, så de må gerne være boligrelaterede," siger salgs- og marketingchef Hans Trautner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også