Tv-forbrug sætter ny rekord

Tv-forbruget er på vej mod nye rekorder i 2010 - med en vækst på ni procent i forhold til 2009 og hele 28 procent i forhold til 2008.
Per Fanefjord Laursen

Danskernes tv-sening satte rekord i både 2008 og 2009, og nu viser nye Galluptal for begyndelsen af 2010, at tv-seningen ikke er færdig med at vokse.

I årets to første måneder har hver dansker set tv i 3 timer og 45 minutter i gennemsnit pr. dag. Det er 19 minutter - svarende til ni procent - mere end i de samme måneder af 2009, skriver TV 2 Kommunikation, der har regnet på tallene.

Tv-seningen i begyndelsen af 2010 er 49 minutter højere pr. dag end i begyndelsen af 2008 - det svarer til en stigning på 28 procent.

OL og nyheder trækker op
Det overrasker næppe, at de mange Vinter-OL tilbud gjorde en forskel. Selv om Vinter-OL fandt sted i Canada, og mange konkurrencer derfor blev gennemført om natten dansk tid, har hver seer i snit brugt syv og en halv time på at se Vinter-OL på mange kanaler - TV 2, TV 2 Zulu, DR1, DR2 og DR HD.

Regeringsomdannelsen og fremlæggelse af et nyt regeringsprogram drev også tv-forbruget i vejet. Tirsdagen, hvor regeringsomdannelsen fandt sted, var f.eks. en af TV 2 News' særdeles gode dage i 2010.

SAS Liga-kampene trækker også et lidt større tv-forbrug end i 2009 - og Champions League-fodboldkampene mere end dobbelt så stort et tidsforbrug som i 2009.

Derfor stiger seningen
MediaWatch gennemgik for nylig nogle af de strukturelle årsager til, at tv-seningen stiger, selv om eksperter og kommentatorer med jævne mellemrum konkluderer, at flow-tv er et vigende fænomen.

Hovedforklaringen er, at forbruget på stadig flere kommercielle kanaler øges, især drevet af højdespringeren TV 2 News, der også tiltrækker 'light-users' af tv-mediet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også