DJ dropper Aller-blokade

DJ ophæver den varslede blokade mod Aller og sætter sig til forhandlingsbordet. Aller Medias topchef hilser beslutningen velkommen.

Der bliver ikke sat en stopper for leverancen af freelancestof til Aller Media i marts. Journalistforbundet har i dag besluttet at droppe den varlsede blokade, efter forbundet tabte voldgiftsagen mod Aller Media med et pladask søndag.

"Vi har gjort alt for, at skabe en god aftale for freelancerne. Men med voldgiftsrettens afgørelse har vi ikke anden mulighed end at hæve blokadevarslet og i endnu højere grad søge at lave en aftale for freelancerne på det grundlag, der nu ligger," siger DJ-formand, Mogens Blicher Bjerregård, til journalistforbundet.dk.

”Afgørelsen i voldgiftsretten viser i høj grad, at de forslag til justeringer af reglerne i den kollektive arbejdsret og i konkurrencelovgivningen som DJ er kommet med, er helt nødvendige for denne del af vores arbejdsmarked.”

I stedet sætter DJ sig nu til forhandlingsbordet med Aller, og det er en beslutning, som Aller Medias koncernchef Pål Thore ikke underligt erklærer sig tilfreds med.

"Med beslutningen om at ophæve blokadevarslet med øjeblikkelig virkning, har DJ truffet den eneste rigtige beslutning. Det betyder, at der ikke vil blive iværksat en blokade, og at vi nu i stedet kan mødes med DJ ved forhandlingsbordet og i god ro og orden at få lavet en overenskomst, som begge parter kan leve med. Det giver os en bedre forudsætning for at udvikle vores udgivelser og virksomhed i takt med de forandringer vi oplever på markedet. Det er en god nyhed for alle, der er optaget af at få skabt ordentlige vilkår og tryghed for både fastansatte og freelancere," siger Pål Thore i en kommentar.

 

"Personligt er jeg særligt glad for, at DJ's beslutning betyder, at både freelancere og fastansatte nu kan lægge den utryghed bag sig, som udsigten til en blokade naturligt har skabt. Nu kan vi i stedet koncentrere os om det, vi er bedst til, nemlig at lave nogle af landets bedste blade og magasiner."

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også