Avisfri fredag i spil på Holbæk Amts Venstreblad

Nyt projekt på Holbæk Amts Venstreblad skal afdække, om det kan betale sig at droppe fredagsavisen. I stedet skal der satses på lørdagen med ny brugerbestemt 'dialogjournalistik'.
Louise Reseke

CBS-professor Anker Brink Lund har længe talt for færre udgivelsesdage for de lokale dagblade. På Holbæk Amts Venstreblad har man hørt efter. Med 750.000 kroner i omstillingsstøtte fra Dagbladsnævnet i baghånden tager Holbæk Amts Venstreblad lige nu fat på en forhåndsundersøgelse, der skal afdække konsekvenserne af at skippe fredagsavisen.

"Vi vil gerne frigøre midler fra den dyre distribution til kreative ressourcer og undersøge, om vi kan undvære fredagsavisen mod til gengæld at have to avisprodukter om lørdagen. Vi bruger kolosale ressourcer på distribution og bare en enkelt avisløsdag dag om ugen vil kunne frigøre omkring en mio. kroner årligt, som vi kan gøre avisen bedre for. Det håber vi, at læserne vil anerkende, så vi ikke mister loyalitet, selvom vi ikke skulle udkomme alle hverdage," siger Mogens Flyvholm, chefredaktør på Holbæk Amts Venstreblad.

"Vi udkommer som eftermiddagsavis fredag og morgenavis lørdag og vores fornemmelse er, at fredagen er en dag, hvor det kniber med tid til at læse avis," siger Morgen Flyvholm, der understreger, at planerne kun går på én avisfri hverdag.

Læserne bestemmer lørdag
Det nye lørdagsprodukt skal ud over avisen også bestå af en ny udgivelse, der indeholder artikler bestemt af læserne - eller "dialogjournalistik", som Venstrebladet kalder det. Mens Berlingske Media i Århus satser på 'StiftenPanelet', hvor læserne kan give deres besyv med per mail, så vil Venstrebladet tage skridtet fuldt ud og lade en række lokale "dialogredaktører" sidde med ved redaktionsmøder og sætte dagordenen for det journalistiske indhold, ud fra hvad der rører sig i lokalområderne.

"Vi vil gerne vende den journalistiske bøtte om og gøre journalister til penneførerere for læserne igen. Tanken er at tilknytte en række dialogredaktører fra de lokalområder, vi dækker - en formaliseret udgave af det gamle meddelersystem, kan man sige. Dialogredaktørerne giver deres input til, hvad læserne gerne vil læse om, men det er stadig skrevet og redigeret af journalister," siger Mogens Flyvholm, der bl.a. er inspireret af en række fokusgrupper, avisen har haft.

"Her fandt vi ud af, at folk er utrolig kreative og havde mange idéer til, hvad der skal skrives om i avisen, og at der var en kolosal interesse for at være med til at bestemme indholdet. Det vil vi gerne udnytte," siger Mogens Flyvholm, der også har skævet til det amerikanske projekt 'spot.us', hvor det er brugerne, der igennem sponsorater bestemmer og regulerer, hvilke journalistiske historier der bliver skrevet og ikke skrevet.

Forundersøgelsen af den avisfri fredag laves bl.a. i samarbejde med professor Anker Brink Lund. Målet er at få forundersøgelsen færdig, så man kan nå at søge penge til selve projektet inden næste ansøgningsfrist i Dagbladsnævnet til april.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også