Eb.dk: Målet er 1 mio. brugere dagligt

Eb.dk's norske redaktør Geir Terje Ruud gør status over sit første år på pinden - han tror stadig på en fordobling af trafikken.
Tine Brødegaard Hansen

Geir Terje Ruud har i et år kunnet skrive "ledende redaktør for ekstrabladet.dk" på visitkortet. Han blev blæst ind fra norske VG Nett, hvor han i seks år var nyhedschef for at udbygge ekstrabladet.dk's succes og hæve annonceindtægterne.

MediaWatch følger op på fem af de målsætninger Geir Terje Ruud har ladet sive ud i året, der gik.

1. Trafiktal. "Vi skal doble trafikken de næste 3-4 år. Hvis ikke, sætter jeg mig på Oslobåden og sejler tilbage igen."

Status: Ekstrabladet.dk har fået 81.500 flere brugere, hvis man sammenligner oktober sidste år med oktober i år (ca. 1,4 mio. brugere, red.), ifølge FDIM's (Foreningen af Danske Interaktive Medier) tal.

Hvordan synes du selv, det går med den målsætning?

"Det er et ambitiøst mål, men det er ikke umuligt. Jeg forholder mig mere til dagstal frem for FDIM's uge- og månedstal. Det er mere interessant, at vi har mange dage med mere end 600.000 unikke brugere og mere end 1,1 millioner besøg. I november havde vi for første gang en uge med syv millioner besøg på grund af kommunalvalget og Kessler-boksekampen, men der er stadig langt til 12 millioner besøg på en uge."

"Vi håber, at det bliver os, der som det første site når én mio. brugere per dag - så har man en god forretning."

2. Mobile journalister. Fremtiden er, at alle Ekstra Bladets journalister også kan producere web-tv og indhold til mobiltelefonen.

Status: Endnu har Ekstra Bladet kun få tværmedielle reportere ansat på web-tv, som gerne må levere til alle platforme.

"Jeg har et ønske om, at flere reportere skal være ude i felten og levere til alle platforme, men overenskomsten betyder, at det er frivilligt for journalisterne, om de vil. Men det er noget, vi arbejder med, og måske kommer det op at vende til overenskomstforhandlingerne næste år.

3. Brugerbetaling. "Vi skal bruge lang tid på at teste flere nicheområder (..). Der er ingen hurtige løsninger på at udvikle og finde nye og gode indtægtsområder."

For et år siden nævnte du blandt andet betalte klubmedlemskaber, f.eks. til en slankeklub. Hvor langt er I kommet med det?

"Side 9-pigen er et eksempel på, at nogle gerne vil betale penge for at se flere billeder af 'naboens datter'. Jeg er sikker på, at vi finder flere områder, men vi skal være sikre på, at det kan løbe rundt, før vi lancerer. Så længe vi har så høje annonceindtægter på nettet, som vi har, er det ikke påkrævet."

4. Web-tv. Web-tv er en direkte udfordring af tv-nyhederne.

Status: Ekstra Bladet TV har cirka halvanden million ugentlige visninger, men halter bagud når det gælder målsætningen om over 40 indslag dagligt.

Er Ekstra Bladets web-tv ambitiøst nok, når det gælder antallet af klip og deres journalistiske kvalitet?

"Oktober var første måned, hvor web-tv stort set tjente sig ind på egne annonceindtægter. Når det er en forretning, der giver overskud, kan vi øge ambitionsniveauet. Men vi må forholde os til, hvad brugerne vil have, derfor laver vi en kombination af graverjournalistik, nyheder og underholdende indslag, som nogle gange får flest seere. Men når Obama kommer til København, eller der er kommunalvalg, har vi langt flere web-tv-klip end andre medier, der bruger Ritzaus klip."

5. Relancering. I marts blev ekstrabladet.dk relanceret og fik bl.a. større skrifttyper.

Har det nye design for sitet rykket noget trafikmæssigt?

"Jeg tror helt klart, at det har haft betydning. Folk forstår bedre, når der er store dramatiske hændelser, fordi de er opprioriteret på siden. Dagbladet Information er gået i helt modsatte retning og har lavet et flot site, der passer til dem, vi har lavet et rigtig tabloid-site, som taler godt til store grupper. Det kan være, vi havde været lige så store uden, men jeg synes det var det rigtige at gøre. Ekstrabladet.dk har aldrig haft en stærkere markedsposition, end vi har i dag."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også