"Sælger Plummer stadig Barbiedukker?"

Det blev ugen, hvor DR lagde os ned med mediepolitiske budskaber, fyringer og ansættelser. Ugens Citattop er dedikeret til branchens 'grand old' institution.

5.
"Vi har erkendt, at DR har været for lukket og ikke samarbejdsvillig nok. De tanker er modnet i 2009, og samtidig er deling af medieindhold er jo også udtryk for en ny virkelighed på medieområdet."

- Kenneth Plummer, DR's generaldirektør, i en kommentar til DR's mediepolitiske udspil.

Selverkendelse er en sjælden ting. Især hos topledere. Det gør i sig selv Plummer fortjent til en femteplads. Hans skøjten let hen over, hvad og hvem der præcist har 'modnet DR's tanker', tager vi med. I flæng kan man jo nævne; dagbladene, internetmedierne, de fleste medieordførere for ikke at tale om manden med planen, professor Anker Brink Lund, der står bag scenarierne for fremtidens mediestøtte.

4. "Lidt højtideligt sagt, var det en historisk dag for DR i går."

- Ole Hyltoft, næstformand i DR's bestyrelse, om ændringerne i DR's organisation.

Tirsdag aften var i sandhed en historisk dag i DR, og Ole Hyltoft får fjerdepladsen. Ikke bare blev DR's organsation ændret - tirsdagens aftenflade på DR 1 afslører også, at der nu tilsyndeladende transmitteres fra DR’s bestyrelsesmøder - og det ser vi frem til. Tirsdag aften så således sådan ud på DR1:

18:55 Valg 09: Nedtælling (hvor planerne fra DR's nye organisation fremlægges for bestyrelsen)
20:20 Valg 09: Krydset er sat (bestyrelsen har stemt)
20:55 Valg 09: Afgørelsens time (hvor Ole Hyltoft og Michael Christiansen får en snak om, hvorvidt Søren Espersen kan komme i spil som direktør for DR Kultur)

3.
"Gu har jeg ej. Jeg har ikke pligt til at se noget som helst tv. Det havde man vist kun i DDR."

- Søren Espersen, Dansk Folkeparti, om hvorvidt han har "pligt" til at følge Forbrydelsen II på grund af sin kritik af DR's dramaserier til dr.dk.

Når DF look-a-likes er skurke i DR's dramaserier er det galt, og når de ikke er, så er han også sur. Respekt for at man skal have lov at kritisere uden bagefter at æde sine ord, meeeen må vi anbefale, at du alligevel gør som en million andre danskere og ser Forbrydelsen II færdig - hvis det er alvorligt ment dét med at komme i spil som direktør for DR Kultur ...

2.
”Jeg går ud af døren med stor veneration for DR. Det er en utrolig vigtig kulturorganisation, og jeg vil være en god ambassadør for DR fremover.”

- Mette Bock om den nye DR-organsation og sin egen afgang.

DR er blevet kaldt meget, meeeen aner vi en lige højre mellem linjerne til kollegerne Plummer, Grarup og Hellemann i direktionen, når Mette Bock definerer DR som en vigtig ”kulturinstitution” og ikke "medievirksomhed"? Mette Bock får andenpladsen og held og lykke fremover.

1.
"Plummer forstår ikke kerne public service-opgaven. Han opfører sig, som om han stadig solgte Barbiedukker."

- Jørgen Ejbøl, bestyrelsesformand i JP/Politikens Hus om emnet 'Medierne og staten' på New Media Days.

Han går til stålet og ser sig ikke tilbage, ham Ejbøl. Tilhørerne vidste vist ikke helt, hvordan de skulle reagere på udfaldet, meeeen må vi minde om, at Barbiedukken er et utrolig holdbart stykke legetøj, der trods sine 50 år på plastikbagen er særdeles salgbar. Ikke mindst blandt de helt unge, og det er jo dem, DR skal indkassere licensen fra fremover ... Jørgen Ejbøl får førstepladsen for ugens mest fiffige formulering af den konflikt, der mere end noget prægede ugen: Hvilken public service-retning bliver DR trukket i?

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også