V: DR-rokade ændrer ikke noget

DR's skrappe strukturændringer falder kort før, at forhandlingerne om næste medieforlig går i gang. Flere penge til produktion frem for cheflønninger stemmer dog ikke Venstre mildere.
Tine Brødegaard Hansen

Fokus på public service-forpligtelser og flere ressourcer til programproduktion. Sådan lyder DR's positive udlægning af de voldsomme ændringer i strukturen, der betyder farvel til 40 chefstillinger.

Udmeldingen falder bekvemt før forårets forhandlinger om medieforliget for 2011-2014, hvor DR gør sine hoser grønne hos politikerne i håb om at få hævet licensen.

Men DR's medieordfører Ellen Trane Nørby er ikke sådan at charmere.

"Jeg kobler ikke de to ting (strukturændringerne og medieforligs-forhandlingerne, red.). Det gør hverken fra eller til i forhold til forhandlingerne," siger hun.

I modsætning til socialdemokraterne og SF, har Venstre ikke været lydhøre over for DR's ønsker om at licensen skal justeres, så den følger prisstigningerne i samfundet. Det vil kræve 170 mio. kr. ekstra årligt i licens til DR fra 2011, ifølge DR's mediepolitiske udspil.

"Vi følger med interesse ændringerne i DR, men det påvirker os hverken positivt eller negativt. Vores holdning er fortsat, at licensen ikke skal stige," siger Ellen Trane Nørby.

Hun lader sig dog ikke blæse omkuld af hensigtserklæringen om, at der nu bliver flere penge til programproduktion.

"Det er interessant, at der bliver færre lønkroner til chefniveauet og flere penge til programproduktion. Men man kan lave mange ændringer på papiret, som er sværere at udføre i praksis, så vi må se om der reelt bliver flere penge til produktionen, men det er nogle spændende tanker," siger Ellen Trane Nørby.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også