DR vil levere indhold til Google

Alle online medier skal kunne bruge DR’s nyheder, nyhedsklip, DR Update eller klip fra f.eks. Aftenshowet.
Per Fanefjord Laursen

DR vil i 2010 lancere flere pilotprojekter, der skal bane vejen frem mod et tættere samarbejde mellem DR og andre aktører inden for kultur, medier og videnskab. Udlån af indhold er del af DR’s poltiiske udspil op til næste medieforlig.

Hvad får private online-medier lov at bruge fra DR?

”Rettigheder til indholdet spiller en rolle, og det skal afklares i den nærmeste fremtid, men jeg forestiller mig, at f.eks. dagbladene kan bruge nyheder og nyhedsklip fra DR eller få lov til at indlejre DR Update på deres sites. Eller at Google bringer DR’s indhold, og at andre medier f.eks. viser udvalgte indslag fra Aftenshowet, der er interessante for deres brugere,” siger generaldirektør Kenneth Plummer til MediaWatch.

Gratis indhold?

"DR skal ikke tage penge for indholdet, men helt gratis bliver det nok ikke, fordi der kan være omkostninger forbundet med deling og distribution af materialet."

Hvornår får mediebranchen et sæt retningslinjer for brug af DR-indhold, hvad må man låne - og hvor meget?

”DR sender først et sæt retningslinjer ud til markedet, når politikerne har nikket ok til ideen, og rettighedsspørgsmålene er afklaret.”

Kan man bygge sit eget nye medie alene på DR indhold?

”Det er næppe muligt.”

DR som ven - ikke fjende
Deling af indhold er en tanke, der langsomt er modnet gennem 2009, som omtalt på Mediawatch, men nu er del DR’s officielle strategi. DR behøver ikke politikernes godkendelse til at dele indhold med andre, men ledelsen vil gerne have, at medieordførerne er med på det nye tankesæt.

Der er ingen tvivl om, at planerne lanceres nu i officiel form, fordi de er en vigtig brik i DR’s strategi for at nedtone regeringens ønsker om, at DR's aktiviteter i visse tilfælde skal kunne indhegnes, især online.

Når DR bidrager med indhold til store og små online-medier, så opfattes organisationen næppe længere som den store trussel i de gamle avis- og magasinkoncerner. Og luften siver ud af kritikken.

Indholdsdeling er digital trend
Den analyse vil Kenneth Plummer ikke tilslutte sig, men han siger, at DR reagerer på kritik af, at DR er for lukket om sig selv.

”Vi har erkendt, at DR har været for lukket og ikke samarbejdsvillig nok. De tanker er modnet i 2009, og samtidig er deling af medieindhold er jo også udtryk for en ny virkelighed på medieområdet,” siger han til MediaWatch.

DR har i en periode indgået andre samarbejder om deling af indhold på det mere kulturelle område, men ikke med egentlige medier og konkurrenter.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også