Dét skal jeg se på New Media Days Part II

Læs hvad Ingeniørens digitale mediechef, DR-chefen og redaktøren fra Aller Media går efter på New Media Days 09.
MediaWatch

LINE URTH, DIGITAL REDAKTØR, ALLER MEDIA:


"Free vs. Fee er en af de sessioner, som jeg ser mest frem til på NMD09. Pointen med mit job er først og fremmest at gøre den digitale del af tre magasinbrands til en fornuftig forretning – så derfor håber jeg at kunne samle lidt staldtips op hos nogle af dem, der har haft succes med deres online forretningsmodeller. Det er samme historie med sessionen Danske internetsuccesser Part III. Jeg går efter den mere konkrete inspiration, som jeg kan tage med hjem til Aller og forhåbentlig bruge til noget med det samme. (Plus - hvem trænger ikke til et par solstrålehistorier i disse tider?)"


ANDERS KJÆRSGAARD SØRENSEN, CHEF DR MULTIMEDIE:



"Jeg ser frem til Vint Cerf's ‘Tracking the Internet into the 21st Century’, da han via sit virke som medgrundlægger af Internettet, og ny som chef i Google helt sikkert vil kunne holde en tale, der giver stof til det øvre luftlag mht. eftertanke og perspektivering. Endvidere ser jeg frem til Lars Bastholms casebaserede foredrag 'Creativity Without Borders'. Husker ham fra NMD sidste år, hvor jeg blev inspireret af hans case-eksempler fra den store verden."

 

CASPER THOMSEN, CHEF FOR DIGITALE MEDIER, MEDIEHUSET INGENIØREN:



"Jeg har været med på New Media Days de seneste tre år, men jeg har ikke været imponeret over indlæggene, som ofte har en tendens til at ligge for fjernt fra de ting, jeg beskæftiger mig med i min hverdag som ansvarlig for digitale medier i Mediehuset Ingeniøren. Jeg kunne derfor godt ønske mig et bedre miks mellem det visionære og det arbejdsnære. Styrken ved New Media Days er og bliver muligheden for at møde netværket.

Når det er sagt, er der flere indlæg, jeg ser frem til i år.

Da jeg var skrivende onlinejournalist, fulgte jeg den danske spilbranche tæt, og jeg har derfor også været tæt på den vækst og succes, som Deadline Games har været igennem. Nu er den danske spilbranche nødlidende og Deadline Games konkurs, så jeg glæder mig til på 'All in' (sessionen er desværre aflyst siden og erstattet af en session om e-readers, red.) at høre både Chris Mottes og Morten Lund fortælle om at komme ud på den anden side, efter at have satset alt på det, de brændte for. Engagement er den grundlæggende byggesten til at skabe fantastiske tjenester, men hvor meget er vi villige til at risikere?

Derudover taler alle i branchen jo om betaling for indhold, og jeg hører ikke til dem, som tror på, at vi kan leve af at give alt vores indhold gratis væk. Hvis brugerne ikke vil betale, har det, vi laver, i sidste ende ingen værdi for dem. Derfor bliver det spændende på 'Free vs. Fee' at høre om de betalingsmodeller, andre medier har succes med."

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også