Lang sejt træk venter Boxer TV

Analyse: Boxer TV's entré på markedet bliver langsom, også selvom selskabet overvinder de forhindringer, der stiller sig i vejen.
Per Fanefjord Laursen

På søndag lancerer Boxer TV for alvor sit udbud af tv-pakker til husstande med almindelig antenne.

Ved pressenintroduktionen i april i år afviste Boxer TV at offentliggøre sine salgsmål. Man sagde dog, at kunne Boxer nå en udvikling i Danmark som den svenske, vil det være en stor succes.

Boxers håb er, at man i den meget lange tidshorizont på 12 år kan tiltrække det halve af det svenske abonnementsantal, der er 700.000.

Spørgsmålet har været rejst, om forretningsplanen hænger sammen selv med 350.000 abonnenter. En OMD-analyse fra foråret af gatekeeper-økonomien rejste i hvert fald tvivl; omvendt ser markedet, at Canal Digital og Viasat driver forretning med 200.000-250.000 kunder.

"Der er ingen tvivl om, at der er tale om en investering på adskillige hundrede millioner. Der skal investeres meget i starten, og derfor skal vi også et godt stykke hen i aftaleperioden, før det kommer til at kaste penge af sig," sagde Steen Ulf Jensen, der er administrerende direktør for Boxers danske selskab.

Sidst Boxer TV omtalte om sit kundeunderlag var på et pressemøde i sensommeren, hvor tallet lå på kun 10-15.000. Det er opbygget på den ene midlertidige tv-pakke, der har været solgt siden februar. Den 1. november frigives der et stort antal mulige kunder, og situationen ændres markant. 

Der findes ingen sikre tal for, hvor mange husstande, der er i spil fra søndag og frem. Det gængse tal er 18 procent eller ca. 400.000.

Opgaven er næppe umulig set over en lang årække, men oddsene synes alligevel svære for den nye tv-distributør på markedet.

Forhinderingerne

Boxer TV har flere omstændigheder mod sig:
* Kernepotentialet, der er ret uinteresseret i mange tv-kanaler, tilbydes nu hele otte non-pay kanaler - helt uden at skulle abonnere på Boxer eller andre.
* YouSee og Viasat markedsfører sig massivt med nye tilbud.
* Boxer TV starter på bar bund - folk har i mange måneder hamstret Mpeg2 og Mpeg4-bokse, uden kortlæser, som "låser" dem til digtialt tv - uden Boxer TV.
* Den højlydte negative pressestøj omkring digital-tv skræmmer folk til det kendte, Viasat, YouSee - eller til abonnementsfrit tv.
* Detailhandlen løber tør for de rigtige bokse, og installatører kan ikke følge med.
* Boxer TV mangler de tre TV3-kanaler. Er det et problem? Ingen ved det, når der diskuteres løsninger ude i forretningerne.

Opmuntring i nordiske casestories
Den udvikling, som er set i Sverige og Finland, hvor Boxer TV og Digi Plus TV har opereret i en årrække, taler delvist for Boxers forretningsplan i Danmark.

I Sverige, der har næsten dobblet så mange indbyggere som Danmark, er der over ca. 10 år sivet omkring 700.000 husstande til DTT-platformen, mens satellit-platformen er blevet dramatisk mindsket. Der er omkring 10 procent af de svenske husstande i dag, der er ikke-betalings-tv kunder.

I Finland, hvor tv-strukturen ikke er identisk med den i Danmark, er operatøren Digi Plus TV efter to år oppe på en kundeandel på ca. 27 procent af potentialet - de husstande med almindelig antenne.

I Danmark er potentialet de godt 400.000 husstande, der kun ser tv med almindelig antenne. Holder Boxers prognose, bygget på svenske erfaringer, vil der over 5-8 år blive konverteret ca. 200.000 husstande fra denne gruppe til Boxer TV-kunder. Udregnet på den måde, at hvis Danmark over tid skal ned på samme andel af husstande, der ikke har betalings-tv, som i Sverige, skal omkring otte procent gå fra gruppen uden til gruppen med betalings-tv. Det er de 200.000 ud af målet på 350.000. Resten må hentes fra parabolkunder og kabel.

Er man optimistisk, lader man det finske hurtige forløb være prognosen. Det betyder, at godt 100.000 husstande vil have valgt at blive Boxer-kunder efter to år.

Potentiale i strandhugst
Man skal ikke se bort fra, at Boxer TV derudover har et potentiale i at hente kunder væk fra de andre platforme, hvor satellit- og kabelabonnenter kan være tiltrukket af andre, muligvis billigere tv-pakke muligheder.

Den store YouSee har selv erkendt, at de uden tvivl vil aflevere kunder til Boxer TV.

Oveni kommer så den bevægelse, som der har set i alle lande, at DTH-platformen langsomt viger, fordi DTT opfattes en lettere og mere simpel teknisk løsning end parabolen.

Boks med kortaflæser krævet
Boxer TV kommer ikke udenom, at der er en kortsigtet udfordring med modtagebokse, men den gode nyhed er, at der er massivt fokus på, at folk skal købe en Mpeg4 boks, og prisforskellen mellem at vælge en Mpeg4 boks uden kortlæser frem for en Mpeg4 boks med kortlæser er minimal.

Der ligger dog en ekstra lille forhindring i, at alle dem, der i stedet har valgt at skaffe sig en ny fladskærm med Mpeg4 kodning, ikke umiddelbart kan sætte i Boxer-kort i aparatet. Det kræver et lille C-modul, de selv skal betale.

Abonnement er inklusive den rette boks
Desuden kan Boxer TV varme sig ved, at tusinder af husstande er ude i overvejelser om deres tv-modtagelse.

De seneste tal indikerer, at der måske er 500.000-600.000 tv-apparater, der i den seneste tid skal gøres klar til at modtage det digitale tv-signal. Enten skal disse apparater erstattes af nye fladskærme, eller også skal de tilsluttes en boks.

Titusinder af husstande skal ud i overvejelser om at købe en boks - og når de begynder at undersøge det nærmere, finder de måske ud af, at de kan få boksen gratis hos Boxer mod at købe en forholdsvis lille tv-pakke i 12 måneder.

Kilde: Boxer TV, Digi Plus OY, Mediawatch.dk.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også