Kommercielt tv trækker tv-forbruget op

Det voksende, mere varierede udbud af tv-programindhold skærper appetitten hos selv ultra light-users - især TV 2 News' relative succes driver tv-forbruget i vejret.
Per Fanefjord Laursen

Aldrig før har danskerne set så meget tv, konkluderede en status på tv-forbruget for nylig.

I de første ni måneder af 2009 er tv-forbruget ifølge DR Medieforskning steget med 15 procent sammenlignet med samme periode året før. I alt er det blevet til 23 minutters ekstra tv-sening pr. dag i snit, og seerne ser dermed i gennemsnit tv i tre timer og to minutter om dagen.

DR spåede på den baggrund, at 2009 bliver det år, hvor der er set mest tv nogensinde.

Stigende tv-sening og en massiv stigning fra 2008 til 2009 er bemærkelsesværdig, også set i lyset af den almindelige selvforståelse i mediebranchen, ekspert- og journaliststanden, hvor det næsten tages forgivet, at 'flow-tv' er et svækket fænomen, der er under alvorligt pres fra online-forbruget.

Ifølge MediaWatchs research kan ingen pege på én enkelt belejlig forklaring. Den findes næppe. Der er tale om en kombination af mange forhold, der driver tv-forbruget op. Flere fladskærme og finanskrise har været nævnt, men det synes ikke at være særlig fyldestgørende forklaringer.

Forklaringer søges
En mere plausibel analyse lyder, at der gennem årerne er kommet stadig flere tv-kanaler til, der sender langt mere, og giver et stadig mere varieret udbud. Det kan stimulere til mere tv-sening blandt gruppen, der har været light-users - bl.a. meget travle erhvervsaktive. Disse light-users - deres hardcore tv-fornægtelse til trods- er blevet fristet af mangfoldigheden af nye tilbud og er endt med at bruge lidt mere tid på mediet.

Hos mediabureauet Initiative Universal Media studsede man også over tallene og søgte en mere spiselig forklaring.

IUM har derfor taget et nærmere kig på data: Helt grundliggende er konklusionen den, at de ældre som altid ser mest tv. Heay-users kan ikke se mere. Der er kun 24 timer i døgnet. Derimod er seningen blandt de 21-40-årige danskere er steget ganske betydeligt – nemlig med 19 procent.

Geografisk er stigningen nogenlunde lige stor i alle landsdele, og samtidig er den jævnt spredt over alle uddannelsesniveauer.

Kommercielt tv driver tv-forbruget op
IUM har dissekeret, hvorledes 160 minutters daglig tv-sening i 2008 bliver til 183 minutter i 2009:

Hovedforklaringen er, at forbruget på de kommercielle kanaler er øget med 19 procent (fra 91 til 108 minutter), og den sening trækker således størstedelen af stigningen, mens den ikke-kommercielle sening “kun” er øget med seks procent (fra 50 til 53 minutter). Den ekstra kommercielle sening har dog haft andre bivirkninger.

TV 2 News skaber tv-forbrug
En væsentlig del af forklaringen skal sandsynligvis hentes i, at højdespringeren blandt de større kommercielle kanaler er TV 2 News, der gik luften med nonstop nyheder i december 2006, men i det seneste 1-1½ år har øget seertallet og sharen betydeligt. News har oplevet en stigning på hele 74 procent - fra 2,7 til 4,7 minutter om dagen.

Denne kraftige stigning støtter en teori om, at visse ultra light-users - relativt - har øget deres forbrug væsentligt. News har for alvor stimuleret til ny sening blandt de ellers meget sporadiske brugere, der kommer dødtrætte hjem kl. 21.00 og besvimer foran tv-avisen.

Der kan også hentes en fornuftig forklaring i det faktum, at hele TV 2-familien har øget seningen - trods TV 2-hovedkanalens vigende styrke. IUM konstaterer en stigning i seningen af den samlede TV 2 kanal-portefølje, der udgør 16 procent - fra 61,4 minutters sening om dagen til 71,3 minutter om dagen.

De to andre store kommercielle netværk bidrager også til mere tv-sening, nemlig med 26 procent.

Den vækst fordeler sig med en stigning hos SBS TV fra 9,4 til 11,8 min. pr. dag, og en stigning hos TV3-gruppen fra 13,3 til 16,7 min.

Kilde: Initiative Universal Media

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også