Bladkompagniet ramt af oplagsfald

Overskuddet i Bladkompagniet er halveret fra 2007 til 2008 - dagbladenes nedadgående oplag slår igennem.

Forretningen er fortsat for nedadgående i dagbladenes distributionsselskab Bladkompagniet, der er ejet af Berlingske Media og JP/Politikens Hus i fællesskab.

Mens Bladkompagniet i 2007 kom ud med et resultat på 12,36 mio. kr. bød 2008 på et resultat på 6,5 mio. kr. Dermed er overskuddet halveret for andet år i træk. I 2006 havde selskabet et overskud på 23,5 mio. kr., hvilket ligger på linje med resultatet i 2004 og 2005.

Forklaringen på den svindende forretning ligger hos Bladkompagniets hovedkunder, dagbladene.

"Det skyldes først og fremmest det fald i oplagene, som dagbladende oplever og har oplevet gennem de senere år," siger Bladkompagniets økonomidirektør Henrik Røbel, der ikke tror på en bedring i den del af forretningen.

"Det er tvivlsomt, at oplagene bliver bedre, men vi forsøger at tilpasse forretningen og udvide den med distribution af magasiner," siger Henrik Røbel.

Henrik Røbel tiltrådte som ny økonomidirektør i foråret. I september fik Bladkompagniet også ny direktør i skikkelse af Christian Lanng Nielsen, der kommer fra Søndagsavisen.

- LR 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også