Søndag går det løs igen: DR’s velsmurte dramamaskine ruller sig ud endnu en gang, når Sofie Gråbøl på ny trækker en sweater over hovedet og forvandler sig til Sarah Lund på jagt efter mordere i en skov af storpolitiske intriger.

”Der skete gud ske tak og lov det, at der var nogle ting, som optog vores forfatter, Søren Sveistrup, og som ikke var afsluttet med den første serie. For eksempel: Hvad sker der med Sarah Lund?," siger DR’s dramachef, Ingolf Gabold.

Jagten på morderen er ikke afgørende
Efter tyve timers tv og flere måneders anspændt venten kunne seerne ånde lettet op, kaste sig tilbage i sofaen og udstøde et stønnende ”Nåh, det var Vagn, der gjorde det!” i Forbrydelsen 1.

Inden da havde spekulationerne om Nanna Birk Larsens morder nærmest enevældigt holdt den danske formiddagspresse i live, og alligevel vover Ingolf Gabold den påstand, at det ikke bare er jagten på en morder, der holder seerne fast. Selve forbrydelsen er den udløsende kraft, men det er mødet mellem seriens personer, der er selve historien:

"Søren Sveistrup (forfatter til 'Forbrydelsen', red.) vil jo ikke bare lave en ’who-done-it?’-serie. Det handler om noget andet: De voldsomme handlinger kommer til at binde nogle mennesker sammen, som ikke kender hinanden og dybest set ikke vil hinanden. Men de kommer til at danne et skæbnefællesskab: De spinder en skæbnetråd, der væver et tæppe mellem dem," lyder dramachefens forklaring på seriens tiltrækningskraft.

Public service giver mere dybde
De mange penge til drama-produktion i Public Service-puljen har givet DR en hidtil uset konkurrence på dramaområdet. TV 2 har allerede lanceret to nye dramaserier og har en tredje på vej. Samtidig står begge de oversøiske konkurrenter, MTG og SBS TV, klar med dansksproget drama.

Konkurrencen glæder Ingolf Gabold, men han mener også at kunne se, at det gør en forskel, hvem der har produceret de forskellige serier:

"For nogle år siden kunne man ikke se forskel på kanalernes produktioner, men det er ikke tilfældet i dag. Det betyder noget for dramaets dybde, at ’den gode historie’ aldrig er nok for en public service-station. Vi skal leve op til nogle særlige social-etiske normer, og det skal publikum kunne mærke – uden at det bliver en belærende, løftet pegefinger. Vi skal ikke nødvendigvis gøre seerne til bedre mennesker, men vi vil gerne gøre dem til klogere borgere – til mere livsduelige mennesker," siger Ingolf Gabold.