Nyt onair design på TV 2

TV 2's on-air 'look' vil følge døgnets rytme, og det er første gang, en tv-station forsøger sig med det. Premieren er den 18. september.
Per Fanefjord Laursen

Det er kun kort tid siden, at DR lancerede sit nye airlook - nu følger TV 2 efter og får ny grafik.

"TV 2 er Danmarks Største Fællesskab, og det skal det nye design understøtte med varme og glæde, så det afspejler danskerne", siger TV 2's programdirektør, Palle Strøm.

TV 2's designchef, Jakob Glad, forklarer i en pressemail om idéerne bag det nye design:

"Vi har arbejdet på at gøre dagsgrafikken, der vises indtil klokken 22, lys, dynamisk og behagelig. De organiske kuber skaber et næsten stofligt udtryk og er gennemgående for hele det nye design. Grundfarven er rød, men for at skabe liv og afveksling bruger vi også blå som en sekundær farve. Logoet har fået form og farve, så det lyser op, og man næsten får lyst til at røre ved det. De små film, som pakker reklameblokke ind, skal vække genkendelse og vise de små og store fællesskaber i Danmark."

Fladedesignet binder programmer, trailere og reklame-blokkene sammen. Tanken med kuberne og de organiske former er, at de skal byde indenfor til Danmarks Største Fællesskab.

Konkret betyder det, at den røde farve i præsentationsdesignet bliver varmere efter klokken 22.00, baggrunden bliver sort og stemningen mere tilbagelænet med en anden lyd.
Senere tilknyttes også en særlig aftenspeaker, der hjælper TV 2's seere med at orientere sig.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også