Debat: Xerox news

Mediernes integritet står for skud i en tid, hvor alle kopierer alle, og virksomheder som Mærsk forsøger at sætte dagsordenen selv, skriver Lisbeth Knudsen i dagens debat.
Lisbeth Knudsen

Når man iagttager den danske nyhedsstrøm i radio, tv, aviser, web, nyhedsbreve og mobiltjenester sådan en god gedigen middeluge, så er der en række interessante refleksioner, som man kunne gøre sig. Det handler om troværdighed, substans og afmagt.

TROVÆRDIGHED. For det første er den helt ukritiske, bevidstløse kopiering af nyheder fra en webside til en anden taget voldsomt til i styrke. Ja nogle nyhedssider har lige frem sat det i flot system at støvsuge markedet hos konkurrenterne med jævne tidsintervaller og lave resumeer af andres historier uden selv at bidrage synderligt til festen. Når man selv engang i mellem havner i mediemøllen, fornemmer man klart det håbløse projekt at få standset en misforståelse eller en direkte fejl, inden den har multipliceret sig selv 6-8 gange. Hvordan mon så ikke vores kilder har det? Uden ansvarlige redaktioner til at efterprøve historierne, skaffe nye kilder og vende strømmens retning engang i mellem, så får vi på de hurtige medier en bevidstløs gang Xerox-nyheder uden troværdighed, hvor alt er tilladt, hvis man ikke lige fik fat i den rigtige kilde. Så skriver man bare, at det ikke var muligt at få en kommentar fra XX, og så er den ged barberet.

SUBSTANS. For det andet rummer ikke mindst de elektroniske medier færre og færre af de folk, som egentlig har noget på spil og flere og flere af dem, der leverer nyheder pr. stedfortræder. Det er hele det hold af kommentatorer, eksperter og fortolkere, som dag efter dag forsøger at afkode og perspektivere, hvad dem, der egentlig har noget på spil, nu mener og siger. Vi får mere og mere nyhedsfodring pr. stedfortræder. Vi får mere og mere føleri i stedet for substans. Når finansministeren fremlægger et historisk gigantunderskud på næste års finanslov starter tv-nyhederne med, at vi ser ham lufte hund og køre på arbejde, så vi ved, hvad han føler den dag. Når integrationsministeren har sendt de afviste irakiske asylsøgere hjem, så handler historien ikke om udlændingelovgivningen og asylreglernes dilemmaer, men om ministeren nu ikke føler personlig skyld og skam, hvis der sker irakerne noget i deres hjemland.

AFMAGT. For det tredje er det meget omdiskuterede A. P. Møller Mærsk egenproducerede nyhedsinterview med koncerndirektør Niels Smedegaard ikke en ligegyldig detalje, som i kampens hede desværre pinligt blev anvendt af flere medier. Det er den direkte glidebane til den mediefremtid, som de store virksomheder, organisationer og politiske partier drømmer om, hvor de ikke alene kan slippe for spørgsmål fra kritiske journalister på upassende tidspunkter ved at vælge Aftenshowet, Godaften Danmark og andre bløde programmer i stedet for nyhedsudsendelserne. Nu kan de også vælge deres egen journalist, deres egne spørgsmål, deres egen kameravinkel og meddele, at der desværre ikke bliver givet andre interviews, før det lige passer ind i planerne. Hvis medierne hopper på den, så er vi skakmat. Så ryger ikke alene tårnet og troværdigheden i den hurtige nyhedsstrøm, og dronningen og substansen i nyhederne pr. stedfortræder. Så ryger selve kongen – den journalistiske integritet og uafhængighed.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også