100FM vandt politisk styrkeprøve

Opdateret analyse: Nye udbudsbetingelser synes skræddersyet til 100FM, men der er stadig ingen 100 procent garanti for at vinde udbuddet.
Per Fanefjord Laursen

Radio100FM's tårnhøje politiske spil, der er kørt hen over sommeren, lykkedes. Politikerne trådte i går sammen og indgik en lynhurtig ekstra aftale for at hjælpe Radio 100FM og NovaFM, der blev "snydt" i det store radioforlig, der blev indgået i juni.

Det er helt unikt, at radiomediet på den måde lykkedes med at presse beslutninger igennem. Det er normalt kun DR og TV 2, der kan det.

Radio 100FM - og konkurrenten NovaFM - bliver genudbudt på skønhedkonkurrence-betingelser og dermed uden høje koncessionsafgifter.

Radio 100FM (FM6) udbydes hurtigst muligt, mens NovaFM (FM5) der først udløber i 2014, kan vente, mener i hvert fald politikerne.

Hvis Radio 100FM vinder en forlængelse af koncessionen, træder den først i kraft, når den nuværende tilladelses udløber i november 2011.
John de Mol skal altså betale koncessionsafgift på 22 mio. kr. to gange mere.

FM6 genudbydes uden programkrav for en 8-årig periode med en tilknyttet DAB-kapacitet på 256 kbit/s - svarende til plads til to radiokanaler. Det er som før.

Det nye er skønhedskriterierne, der ikke er endeligt formuleret, men der bliver lagt vægt på:

* Ansøgernes forretningsplan herunder økonomisk soliditet
* Erfaring med at lave radio eller anden medievirksomhed, herunder journalistisk medievirksomhed

Det interessante er, om det er nok for 100FM's ejer og eventuelle nye investorer.

Det er ikke rart for John de Mol, at det ikke er besluttet, hvornår FM6 udbydes påny. Investorerne skal også notere sig, at politikerne tager forhold for, at de vil nedlægge FM båndet i løbet af den kommende koncessionsperiode fra 2011 og otte år frem.

Betingelserne er ellers næsten skræddersyet til Radio 100FM, men andre kan også være kvalificeret. Ejeren John de Mol eller andre investorer har ikke fået en 100 procents garanti for at vinde koncessionen igen. I dag må SBS ikke byde sig til, da de i forvejen har Nova FM koncessionen, men politikere tager det forbehold, at de vil overveje at tillade, at et selskab driver begge koncessioner.

Også her er Radio 100FMs ønsker blevet hørt. Ledelsen hos 100FM drømmer om at drive et stort radioselskab med efterfølgende synergiefekt.

Radio100 FM kan samtidig glæde sig over, at man i år har satset ekstra på kvaliteten af sin nyhedsdækning, da det nu er blevet et kriterium, der vurderes i skønhedskonkurrencen.

Derudover fastsættes der alene en variabel koncessionsafgift ud fra omsætningen. Det bliver den samme som nu, hvor procentsatsen går fra 2,5 procent og op, og starter ved en omsætning på 25 mio. kr.

Det hurtige forlig tog ikke fat på spørgsmålet om at få mere fleksible Koda og Gramex afgifter. Det er især vigtigt for udviklingen af nye brands til DAB.

Radiomarkedet afventer også nyheder om det planlagte udbud af FM4 (P2) i foråret. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også