Gravid Rafn dropper X Factor

Mens en fødsel kommer i vejen for Lina Rafns deltagelse i det næste X Factor, er Remee positivt indstillet og Thomas Blachmann vægelsindet.
MediaWatch

Sangerinden Lina Rafn er gravid og har måttet takke nej til endnu en sæson som dommer i Danmarks Radios populære talentshow X Factor.

Det afslører hun over for Ekstra Bladet.

Rafn skal føde sit og kærestens første barn i slutningen af februar eller begyndelsen af marts næste år - på samme tidspunkt, som X Factor-feberen formentlig vil være på sit højeste. Dermed skal DR til at tænke nyt i forhold til dommertrioen, som i de første to sæsoner har bestået af Lina Rafn, Remee og Thomas Blachmann.

Måske, måske ikke
Superkrukken Blachmann har tidligere meddelt, at han ikke vil være at finde i næste sæson af X Factor, men er nu mere lunken i sine udtalelser.

Over for Ekstra Bladet vil han ikke afvise at tage en tørn mere – hvis Danmarks Radio vel at mærke kommer til ham og ikke omvendt.

Ifølge formiddagsavisen skæpper en sæson med det populære tv-show 600.000 kr. i hver af de tre dommeres kasser, og selv samme Blachmann har gjort sig til talsmand for en lønforhøjelse.

Det oprindelige dommerpanels tredjemand, produceren og sangskriveren Remee, giver ikke meget for Thomas Blachmanns vægelsind og vil over for Ekstra Bladet heller ikke udelukke, at han selv atter bliver en del af det DR-succesen.

- ZD

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også