DRRB: Annonceomsætningen i svag bedring

Juni måned bedre end frygtet - SP-udbetalingerne afbøjede fald.
MediaWatch

Det var annoncørernes kamp om at få del af de ekstraordinære udbetalinger af SP-opsparingen, der hjalp flere mediekategorier i juni. 

Annoncedirektørerne på dagbladene kunne i starten af juni melde om omsætningsstigninger på mellem 10 til 15 procent, og det slår igennem på DRRB¹s halvårs-opgørelse fra reklame- og mediabureauerne.

Dagbladene rettede op på faldet i juni, til et tab i første halvår på 27 procent af sidste års omsætning. I juni måned var tabet blot 11 procent, i forhold til juni sidste år.

Den ekstraordinære annonceaktivitet slår igennem på flere andre medier. De kommercielle tv-stationer havde en nedslående maj måned med et fald på 32 procent, men kom igen i juni og ender halvåret med et fald på 19 procent.

Internet og Bio stiger
Annoncering på Internettet fortsætter sin vækst og er sammen med annoncering i landets biografer eneste medier i vækst. DRRB registrerer en stigning i banner, søgeord, sponsorater mm. på 7 procent for hele halvåret 2009, mens biograf-annoncering er steget i år med 16 procent.

Værst er det gået for fagblade og tekniske tidsskrifter, der må se 44 procent af sidste års omsætning forsvinde. Kommerciel radio er lige efter med et tab af omsætning fra reklame- og mediabureauerne på en tredjedel i 2009.

Første halvår 2009 minus 18 procent
Efter en katastrofal maj måned med et samlet fald i annonceomsætningen på 23 procent, rettede stigningen i juni tabstallet til 18 procent for alle mediegrupper.

DRRB registrerer kun annonceomsætningen formidlet af brancheforeningens medlemmer. Tallene ovenfor er derfor ikke repræsentativt for mediernes samlede omsætning. Til eksempel henter radiostationer, lokale/regionale ugeaviser og Fagblade/tekniske tidsskrifter en relativ stor andel af deres omsætning fra annoncører direkte uden formidling fra reklame- eller mediabureauer.

Se DRRB Mediaindex her.

OE
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også