Facebook udsat for svindel

Der foregår snyd med klikbaserede aftaler på Facebook. Annoncører er oprørte og klager - Facebook mener problemet er under kontrol.
Ole Enggaard

Facebook oplever i stigende grad klager fra annoncører, der mener, de er blevet snydt med klikraten på Facebook - og er blevet ofre for "falske" klik fra f.eks. konkurrenter, der kun har til formål at få flere klik-penge ud af annoncøren og fordyre markedsføringen, uden at annoncøren altså reelt får noget igen.

Det er det amerikanske TechCrunch.com, der vækker debatten om Facebooks manglende troværdighed til live på baggrund af konkrete klager fra annoncører.

Det er ikke småting kunderne klager over. Det er alt fra 20 procent til tæt ved 100 procent af de klik, der afregnes af Facebook som reelle, der ikke kan måles af annoncørens software, som faktiske henvisninger til kundernes URL eller hjemmeside.

Svindel ikke enkel
Facebook fortæller potentielle investorer, at selskabet budgetterer en annonceomsætning i 2009 på 550 mio. dollars. En stor del af den indtjening kommer fra aftaler med annoncører om afregning per klik på annoncerne. Men systemet kan snydes, og det bliver udnyttet.

Forklaringen på svindlen er ikke så enkel som ved affiliate marketing, hvor næsten enhver kan deltage i Google’s AdSense og dermed modtage honorar for henvisninger. Facebook-svindel kræver derimod en profil på sitet, men det kan løses ved at oprette en række passende falske profiler med en profil, der lever op til kriterierne for den målgruppe, som den annoncør, bedrageren ønsker at snyde, henvender sig til på Facebook.

Hvorfor snyde
Men hvorfor snyde? I følge TechCrunch’s forespørgsler hos bedragede kunder, handler det om at udmanøvrere sine konkurrenter og opnå lavere priser på reelle klik. Altså at klikke på konkurrentens annoncer på falske profiler og dermed "dræne" annoncøren til stilstand og overtage klik-prisen til en lavere omkostning hos Facebook.

Facebook hævder, at problemet er under kontrol. Den måde, selskabet overvåger udvikling, er ved at måle konverteringen af klik fra annoncer. I følge TechCrunch hævder Facebook, at konverteringsraterne er stabile.

Annoncører, der mener, de er udsat for svindel på klik, kan henvende sig til Facebook med ønske om kreditering. I mellemtiden kan profiler købes for mindre end 10 dollars stykket i et marked, der er særdeles svært at regulere.

Hvor stort problemet er i Danmark er MediaWatch ikke bekendt med.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også