Hanne Høiberg taler ud om Alt-fyring

Alt for Damernes tidligere chefredaktør, Hanne Høiberg, blev fyret fra den ene dag til den anden - og er stadig rasende over den behandling, hun fik af Egmont-ledelsen.

Om onsdagen fik hun en mødeindkaldelse fra sin chef på Egmont Magasiner, om torsdagen fik hun til mødet besked om, at hun ikke gjorde sit arbejde som chefredaktør for  Alt for damerne godt nok - og om fredagen underskrev hun den aftrædelsesaftale, hun fik tilbudt. Samme dag sendte Egmont en pressemeddelelse ud, om at Alt for damerne ville få ny chefredaktør i form af daværende chefredaktør på Eurowoman, Camilla Frank.

I et interview i Berlingske Tidende, fortæller den tidligere chefredaktør, Hanne Høiberg, nu for første gang om forløbet omkring hendes afgang fra Alt for damerne i slutningen af april efter 19 år på bladet. Et forløb, hun giver Egmont-ledelsen bundkarakter for - også selvom man som leder skal være forberedt på, at man kan blive fyret, siger hun.

"Man skal også være forberedt på, at man kan fyre andre – for man skal fyre andre mennesker. Men det, der bare er meget vigtigt, er, at det sker på en ordentlig og værdig måde. Og det følte jeg ikke var tilfældet med mig. For da jeg havde skrevet under på aftalen, havde jeg fredagen til at pakke sammen i, og så var det ud af vagten," siger Hanne Høiberg i interviewet.

"Men jeg har jo altså udgydt mit hjerteblod i mine ledere til læserne, delt sorger og glæder med dem, så jeg syntes, at jeg i det mindste burde have fået lov til at sige farvel og tak til læserne. Men den mulighed blev mig frataget, og dét må jeg sige – den der måde – det har berørt mig dybt. Ikke mindst fordi jeg altid selv har forsøgt at gøre tingene ordentligt. Jeg synes, det er afgørende, at man som leder behandler sine medarbejdere ordentligt. Jeg har lagt vægt på at skabe et godt arbejdsklima, at have gensidig respekt – og have det sjovt. Fordi så får man de bedste resultater. Så det rystede mig virkelig. Det gjorde det."

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også