AidOnline: Vi er et wake-up call

Det vil forsat være muligt at downloade adblockere via AidOnline, som mener medierne er nødt til at vågne op og forholde sig til brugernes frihed på internettet.
Michelle From Hoxer

”Vi kan naturligvis ikke stå inde for, at nødhjælpsorganisationerne mister penge på det her. De skal ikke være bølgebrydere i den her sag, og derfor støtter vi dem selvfølgelig i deres beslutning om at afbryde samarbejdet," siger Rasmus Bjerngaard, der er talsmand for AidOnline og fortsætter:

"Vi kan bare konstatere, at mediernes rocker-metoder har virket, og det må vi tage til efterretning. Medierne sætter spillereglerne, når det gælder de brede kanaler ud til offentligheden.”

Han forklarer, at AidOnline stadig har tiltro til projektet og derfor vil fortsætte arbejdet og forsøge at revolutionere området og samtidig give penge til organisationer. Hvordan det præcist kommer til at fungere, har AidOnline ikke besluttet endnu, men grundlaget for konceptet vil stadig være en såkaldt adblocker, der blokerer for reklamer på internettet.

Brugerne vil selv bestemme
”Det skal tage udgangspunkt i brugerne, og det vil stadig være dem, der skal vælge det indhold de erstatter. Vi kan i øvrigt se, at debatten er drejet, og der er virkelig mange brugere som nu er ude at sige: ’det er min computer, og jeg bestemmer, hvad jeg vil se’,” siger Rasmus Bjerngaard, som mener, at flere af medierne har skyklapper på i forhold til brugernes frihed på internettet.

Han understreger, at AidOnline ikke laver om på hjemmesiderne, men servicerer brugernes frie valg i forhold til, hvad de har lyst til at se på.

”Debatten har været meget unuanceret, og vi føler ikke, vi er kommet rundt om emnet og at historien rigtigt er kommet ud, men det er ikke os, der bestemmer det. Vi er egentlig ikke interesserede i den indspiste debat med medierne. Vi håber og tror stadig på, at vi kan samle ind til dem, der har brug for det,” siger han.

”Vi har åbnet op og sagt, at det her er virkeligheden, så det her er et wake up-call. Med eller uden AidOnline er det her et reelt problem for medierne,” siger talsmand Rasmus Bjerngaard.

Læs her, hvor længe medierne spåes at kunne holde angrebene på bannerannoncer fra livet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også