Henningsen: Jeg troede det var løgn

Se og hør's nye chefredaktør holder fast i den kontante redaktionelle linje, tilsat selvironi og glimt i øjet. Og så ser han gerne betaling for det unikke stof.
Louise Reseke

Da redaktionschef på B.T Kim Henningsen for en måned siden fik en opringning fra rekrutteringbureauet Laigaard og Partners A/S angående jobbet som ny chefredaktør hos Se og hør, gik der ikke langt tid fra den første tanke: "De må have skidt grønne grise" til den næste: "Det job vil jeg ha'!"

"Når man arbejder i dagspressen, så tror man måske ikke lige, at man er i det terræn, der bliver sonderet, men da jeg var færdig med at tænke hvad-har-de-gang-i, så gik der meget kort tid, før jeg tænkte: Det job skal jeg ha'! Jeg har altid godt kunnet li' udfordringer, og når man har været i branchen i 30 år, så ved man, at det her job er en af de største udfordringer, man kan få," siger Kim Henningsen, der er 54 år og selv er vokset op med Se og hør i barndomshjemmet og siden har læst det ugentligt i kraft af jobbet på B.T. Her har han været i 17 år, bl.a. som nyheds- og redaktionschef.

Kim Henningsen lægger ikke skjul på, at den kontante linje, som Se og hør står for, fortsætter, men der er dog en vis opblødning af spore i forhold til den linje, som Henrik Qvortrup søsatte. En linje der gav ham et anstrengt forhold til flere kendis-kilder og enkelte medarbejdere og som kan læses i bogen  "I sandhedens tjeneste", skrevet af en tidligere medarbejder på Aller-bladet.

"Grundlæggende bliver der ingen ændringer i den redaktionelle linje. Vi har over 800.000 læsere om ugen, som forventer, at vi går til kanten, og det vil vi blive ved med. Henrik havde sin stil, jeg har min,  og jeg synes godt, at vi må have lidt mere glimt i øjet, lidt mere selvironi og humor - mere end dét, som nogle har opfattet som ondskabsfulde eller perfide. Men helt grunlædggende skal vi være knivskarpe," siger Kim Henningsen, der ikke har tænkt sig at fjerne den omdiskuterede dusør for tip, som Henrik Qvortrup satte i verden.

"Vi vil helt klart blive ved med at betale for tip, men det betyder ikke, at vi kritikløst bringer alle tip videre," siger Kim Henningsen.

Balancen mellem nye og gamle kunder
Blandt de opgaver, der kommer til at ligge øverst i to-do bunken på den nye chefredaktørs skrivebord er at få vendt den dalende oplagskurve og løfte forretningen på nettet - udfordringer alle printmedier kender til.

"Der har været en periode, hvor oplagstallet er gået nedad, men jeg har også lige set oplagstal, der viser, at det går den rigtige vej igen for Se og hør. Det gør mig også rigtig fortrøstningsfuld, at dér, hvor Se og hør har haft sin største vækst målgruppemæssigt, er blandt de 13-29-årige. Det er den balancegang vi skal holde, at tiltrække flere kunder uden at miste de læsere, vi allerede har," siger Kim Henningsen.

I forhold til forretningsmulighederne på nettet ser han, i stil med dagbladshusene, størst potentiale i at tage penge for nichenyheder.

"Jeg tror ikke på, at man kan tjene penge på generelle nyheder på nettet, men på sidesites hvor man for et beskedent gebyr får unikt stof, videoklip eller lignende  - det er en af de ting, jeg tror, er værd at diskutere. Men det er klart, at en af de store udfordringer bliver at gå efter lidt større læsertal på print og på web - uden at kannibalisere," siger Kim Henningsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også