Per Mikael: Lad os få en uafhængig undersøgelse

Per Mikael Jensen efterlyste en uafhængig revisorgennemgang af TV 2's økonomi, da han fredag var gæst i Mennesker og Medier.
MediaWatch

"Man burde overveje et civilt søgsmål for at komme beskyldningerne til livs én gang for alle," sagde TV 2's tidligere chef, Per Mikael Jensen, da han fredag var gæst hos Lasse Jensen i P1's Mennesker og Medier via telefonisk forbindelse til Paris.

Samtidig efterlyste han en uafhængig revisorundersøgelse af TV 2, så det endeligt kan blive afklaret, om de beslutninger han tog i tiden som adm. direktør var til skade for stationen.

"Det er altså ikke så kompliceret at vurdere, hvordan en virksomhed har det økonomisk, og det ville klæde staten som ejere og TV 2 som virksomhed at gå det igennem linie for linie," sagde Per Mikael Jensen, som fastholdt sin holdning til rigsrevision som inkompetente i forhold til at vurdere en kommerciel virksomhed. Han beskyldte rigsrevisionen for urigtige oplysninger, der blandt andet går  på, at de månedlige rapporteringer kun skulle være fundet sted som mundtlige beretninger.

Per Mikael Jensen mener i stedet, at der er gået politik i sagen, mens han roste embedsmændende i Kulturministeriet for at være professionelle og kompetente i samarbejdet.

"Beskyldningerne mod kulturministeren er fuldstændig horrible," sagde Per Mikael Jensen, som havde svært ved at forestille sig, at ministerens skulle have ageret anderledes i forhold til TV 2's budgetter.

Han kom også ind på nogle af de konkrete kritikpunkter i Rigsrevisionens redegørelse. Blandt andet sagde han om de optimistiske budgetter, at man som udgangspunkt altid laver optimistiske budgetter i en salgsorienteret virksomhed for at motivere sælgerne.

Per Mikael Jensen gentog, at han ikke har mange fortrydelser fra tiden på TV 2. Han mener ikke, at han havde for meget fart på - nærmere tvært imod, og han kalder de to stationer News og Sport for måske de bedste danske medieinvesteringer i de seneste tyve år. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også