Læsershops er det tredje forretningsben

Læsershops udgør efterhånden en væsentlig del af Politiken og Berlingskes forretningsgrundlag, men strategierne bag indkøbsportalerne er vidt forskellige.
Michelle From Hoxer

”Plus” og ”Lidt Mere” - navnene lover 'added value' til printprodukterne i form af rabatter på alt fra cykelhjelme til bøger og udlandsrejser. Men hvor Berlingske tænker i koncernregi, fokuserer Politiken på det selvstændige brand og forudsætter medlemsskab.

Begge er dog enige om, at læsershops efterhånden er blevet et reelt supplement til annonce- og bladsalg.

”Vi tror på en brandingmodel, som tager udgangspunkt i det sortiment, der ligger indenfor Politikens univers. Det betyder, at vores sortiment bliver en driver i forhold til brandoplevelsen totalt set. Vores måde at se det på er et fundamentalt brud med enterprisemodellen, fordi vi giver gode priser til kernelæseren, men altså ikke kun går efter 'gode tilbud',”siger salgs- og marketingdirektør Poul Skøtt, og tegner en trekant på papiret foran sig, for at illustrere det spændingsfelt, Politiken Plus opererer i - mellem avisen indholdsområder og de ting, læserne interesserer sig for.

”Vi kan godt gøre trekanten større og udvide sortimentet, men vi skal ikke parallelforskyde den skævt,” siger Poul Skøtt, og forklarer, at sortimentsudvælgelsen sker med udgangspunkt i analyser af læsernes adfærd.

Han fortæller, at printavisen fortsat skal være den primære driver i forholdet til brandet Politiken, men hele tankegangen er de senere år blevet mere bredspektret. Ikke mindst på grund af Politiken.dk, der henvender sig til en væsentlig yngre læsere og ikke er en betalingsvare som avisen er det.

Målrettet men uden medlemskort
Berlingske Media har siden 2007 udbudt varer, rejser og foredrag via lidtmere.dk, men i modsætning til Politik Plus tilhører Lidt Mere ikke noget bestemt dagblad indenfor mediekoncernens mange titler; lige fra Weekendavisen til Amagerbladet. At handle hos Lidt Mere kræver ikke noget medlemskort eller abonnement på en bestemt avis.

Det betyder ikke, at Berlingske helt holder sig fra at segmentere i forhold til andre tilbud til læserne. Marketingdirektør Mark Hammerich skelner her mellem ”loyalitetskabende” og ”kommercielle” aktiviteter. Den første kategori henvender sig specifikt til det enkelte printprodukts læsere, mens den sidste kategori foreløbigt er ens for alle.

”Vi arbejder målrettet med vores forskellige communities på B.T., Urban, Berlingske Tidende osv., hvor vi stiller skarpt på den pågældende kundegruppe og foruden content tilbyder andre aktiviteter, arrangementer og møder, som kan have værdi og relevans. De ting, der har mere tværgående karakter, har vi så samlet i Lidt Mere,” siger Mark Hammerich og fortsætter:

”Vi rammer over halvdelen af befolkningen ugentlig, hvis du ser på hele koncernen, og det er heldigvis en meget købedygtig gruppe, så derfor har vi valgt den her tilgang.”

Mark Hammerich tilføjer dog, at Berlingske Media er begyndt arbejde mere med målrettede sites. Derfor har de netop lanceret Businessliv.dk, som ifølge marketingdirektøren er et onlineforum, der har til formål at ”inspirere brugerne arbejdsliv og samtidig få dem til at købe relevante produkter såsom bøger, arrangementer, digitale produkter og kontorartikler”.

Mark Hammerich forklarer, at på de kommercielle sites, benytter Berlingske Media en partnerskabsmodel inden for den gruppe af annoncører og professionelle kunder, de i forvejen havde. En sådan aftale har de for eksempel indgået med Boghuset.dk, som via Lidt Mere udbyder cirka 160.000 bogtitler.

Avisen og kortet skal bindes sammen
Politikens marketingdirektør Poul Skøtt vurderer ud fra brugerundersøgelser, at op mod 75 pct. af Plus-kunderne benytter kortet mindst én gang årligt, enten online eller på museer, restauranter eller i de biografer, hvor Politiken Plus har rabataftaler.
Månedens film og restaurant er ofte udvalgt på baggrund af avisens anmeldelser, men Poul Skøtt fremhæver, at Politiken Plus altid ligger på bagkant i forhold til avisens indhold.

”Vi blander os ikke i anmeldelser, men vi ligger os på ryggen af det, der sker i avisen. Selv i mit mørkeste marketinghjerte ville jeg ikke ønske, det var anderledes, for vi lever af at være et produkt, man kan regne med,” siger han.

Ambitionerne er på lang sigt at styrke relationen mellem avisen og Plus-kortet, fortæller Kit Lyngaa Hansen, der er chef for Politiken Plus.
”Det skal være sådan, at læserne siger: ’Jeg vil ikke af med min avis, for så mister jeg også mit Plus-kort’ eller ’jeg betaler fuld pris for min avis, fordi jeg rigtig gerne vil have mit Plus-kort’. Det to parametre skal knyttes tættere sammen,” siger Kit Lyngaa Hansen.

Sikkerhed + funktionalitet = vinder
Både hun og Poul Skøtt er enige om, at Politiken Plus gerne må vokse sig endnu større og kategorierne tilsvarende udvides. De ser ingen grænser for, hvad Plus-butikken kan sælge, så længe det passer til målgruppen, mener de.

”Hvis vi kan kombinere sikkerhed med funktionalitet, så er det en sikker vinde i Plus-butikken,” fortæller Kit Lyngaa Hansen, og referer til et stort salg af cykelhjelme, flysokker og praktiske pengetasker. Det samme gælder løbetøj og seneste det nye område, Politiken Plus har bevæget sig ind på, nemlig gastronomi. Et kommende fokus er ifølge Kit Lyngaa Hansen, design - både indenfor brugskunst, møbler og måske endda transportmidler.

”Produktionsvilkår betyder noget for os, den rigtige historie er vigtig. Det skal være produkter, vi kan stå fuldstændig inde for,” siger Poul Skøtt og forklarer, at nogle Politikens-læsere måske bruger fyringsolie, så er det ikke det, Politiken Plus skal kendes for at sælges. Derfor kan man i stedet investere i Grøn Energi via Plus.

Politiken Plus arrangerer stadig foredrag, rejser og arrangementer, og de udnytter ofte både lokaler og husets egne kompetencer. Specielt i forhold til rejser har dette vist sig at være en fornuftig synergimodel, men Poul Skøtt er opmærksom på, at samarbejdet skal afvejes.

”Man skal være meget bevidst om det håndtag, man har, for hvis man hiver for hårdt, så smadrer man det,” siger han.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også