Lisbeth Knudsen: Nu sætter vi turbo til

Mecoms bankaftale, TV 2-rapporten og landskamp-debat og har været de vigtigste mediebegivenheder i ugens løb for Berlingske Medias koncerchef Lisbeth Knudsen.
MediaWatch

Hvilken nyhed var den vigtigste i mediebranchen i ugens løb og hvorfor?

"Den vigtigste nyhed i den danske mediebranche i denne uge er kommet her fredag. Vi har netop offentliggjort, at Berlingske Medias ejer, Mecom, har fået en ny bankaftale frem til 2013 på plads og samt vilkårene for en kapitaludvidelse på 140 millioner £. Det betyder, at Mecom og Berlingske Media vil have tilstrækkeligt økonomisk rygstød til for det første at styre sikkert igennem den øjeblikkelige økonomiske krise. For det andet betyder det, at vi nu meget klart sender det signal, at Mecom og Berlingske Media vil være i forreste række, når det gælder arbejdet med at finde frem til den nye forretningsmodel for avisbranchen. De forandringer og den nye strategi, vi har gennemført det seneste halvandet år i Berlingske Media, ligger helt på linje med denne målsætning. Vi sætter nu ekstra fart på udviklingen af den nye forretningsmodel med de nye bankaftaler godt på plads."

Hvilke andre branche-begivenheder var vigtige og hvorfor?

"Rigsrevisionsrapporten om TV2’s økonomi er naturligvis ugens anden store nyhed. Og så naturligvis hele diskussionen om visning af landskampe på dansk public service TV. Det forekommer mig helt absurd, at politikerne kræver, at DR eller TV2 skal have førsteret til få rettighederne til disse kampe, når alle og enhver kan se, at hverken TV2 eller DR har råd til at købe rettighederne til dem på det vanvittigt høje niveau, de ligger på. Hvis man politisk vil kræve, at DR og TV2 skal ind i den konkurrence om sportsrettigheder til landskampe, griber man ind i TV-stationernes redaktionelle dispositionsfrihed, og så må man enten sende penge med eller skrive det ind i deres public servicekontrakter, at de skal afsætte penge til det. Det er en ren politisk skueproces – en popularitetsjagt - der er gang i. Det vi ser er konsekvensen af kommercialiseringen på TV. Tiden kan ikke rulles tilbage, og kulturminister Carina Christensen traf en helt rigtig beslutning, da hun afviste at gribe ind i forbindelse med landskampen Danmark-Sverige den 6. juni."

Er der nyheder, du er stødt på af vigtighed for din branche, som danske medier ikke har dækket?

"Der sker jo næsten hver eneste dag noget dramatisk i avisbranchen for tiden. Der er meget store omvæltninger i gang, som bringer selv store aviser i risikozonen. Jeg hører ikke til dem, der lider af sortsyn. Jeg tror, vi har alle muligheder i branchen for at være en del af den fremtidige udvikling, hvis vi forstår at udvikle en ny forretningsmodel for vores industri. Det er vi i fuld gang med i Berlingske Media, og vi har et kæmpe stort potentiale i avisbranchen, fordi vi er tæt på kunderne, vi kender deres behov og ønsker, vi har talenterne og den kreative kraft til at udvikle nyt indhold . Det er kun bedrevidenhed og gamle vaner, der kan stå i vejen for, at vi også bliver en del af den spændende fremtid."

Hvad er den bedste og værste mediedækning, du er stødt på i den forløbne uge?

"Det har jo været en forholdsvis stille uge. Vi er alle sammen i medierne begyndt at geare op for dækningen af valget til Europa-parlamentet. Jeg synes, det værste er den evindelige gentagelse fra alle mulige eksperter og medieforskere om den ringe dækning af EU i medierne. Det passer simpelthen ikke. Hvad der er sket i de seneste år siden sidste parlamentsvalg for fem år siden er, at medierne i langt højere grad har integreret EU-stoffet i den daglige indlandsdækning. Der er kommet langt mere fokus på indflydelsen i parlamentet i konkrete sager. Der hvor tingene ikke rykker sig ret meget er de danske politikeres retorik omkring EU og de danske folketingspolitikeres evne og vilje til at gøre befolkningen opmærksom på, hvornår der faktisk er et dansk lovinitiativ, som bunder i et initiativ taget i EU."

Ugens aktuelle: Rigsrevisionens rapport om TV 2's økonomi kom i denne uge - hvilke konsekvenser vil den få efter dit skøn?

"Efter min vurdering er Rigsrevisionens rapport desværre uden mere dybgående økonomiske analyser, og det svækker dens betydning og værdi. Jeg tror ikke på, at der kan foretages noget juridisk efterspil på denne sag. Kulturministeren kan ikke gøres ansvarlig for de konkrete dispositioner. Ansvaret må ligge i direktionen og bestyrelsen, og her er der jo skiftet totalt ud på holdet siden. Den aggressive udbygning af TV-stationen under Per Mikael Jensen ville sikkert være blevet rost til skyerne, hvis ikke den økonomiske krise og nedturen på reklamemarkedet havde ramt også TV 2’s indtjening. Der vil altid være en risiko i at drive en forretning frem på den måde, som Per Mikael Jensen gjorde det. Det må bestyrelsen have vidst alt om. Det har også Folketingets medieordfører og kulturministeren vidst alt om. På den anden side har TV2 i dag fået flere indtægtsmuligheder at arbejde på. Så på den lange bane er det ikke så skidt for TV 2."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også