Berlingske øger afstand til Politiken i hovedstaden

Politiken har langt fra vundet kampen om København, viser de seneste tal fra Dansk Oplagskontrol.
Ole Nørskov

Kampen mellem Berlingske Tidende og Politiken om hovedstaden er langt fra afgjort til Politikens fordel. Det kunne man ellers umiddelbart få indtrykket af, da Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden i februar forklarede Politikens forholdsvis pæne oplagsudvikling med, at man havde valgt provinsen fra.

Dengang lød konklusionen, at Politiken havde vundet kampen om københavnernes gunst, men de seneste tal fra Dansk Oplagskontrol fortæller en anden historie.

Ganske vist er Politiken gået en anelse mindre tilbage i København end Berlingske Tidende i det seneste år, men der er stadig langt op til rivalerne fra Pilestræde, og sammenligner man tallene fra andet halvår 2008 med tallene fra 2006 er afstanden mellem de to aviser markant forøget. I andet halvår 2006 var Politiken med et oplag på 64.699 kun 3.141 solgte aviser fra at nå op på siden af Berlingske Tidende. I 2008 var afstanden 11.179.

Berlingske har gennem de to år i langt højere grad end Politiken bevæget sig mod at blive en ren hovedstadsavis. Det skyldes blandt andet ophøret af samarbejdet mellem Berlingske og Sjællandske om dobbaltabonnementer i det sydsjællandske område. I 2006 solgte Berlingske 55,2 pct. af sit oplag i Københavns-området. Nu er tallet 65,6 pct.

I den samme periode har den andel af Politikens oplag, der sælges i København, stort set ikke rykket sig. I 2006 var den på 53,2 pct. og i 2008 på 52,7 pct.

Men til det siger Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden:

"Tallene viser intet nyt. Berlingske har altid haft en større andel af sit oplag koncentreret i selve hovedstaden, men det ændrer hverken på, at Politiken har langt større læsertal i HT-området, eller at Politiken har et større oplag, eller at Politikens oplag slet ikke falder i det omfang, Berlingskes gør, men tværtimod har stabiliseret sig igennem en lang periode."

Politikens stærke stilling i hovedstaden har intet at gøre med et fravalg af provinsen, mener Tøger Seidenfaden:

"Politiken har aldrig fravalgt hverken provins eller hovedstad. Det er kun Berlingeren, der historisk har afsendt sådanne signaler om at begrænse sig snævert til hovedstadsområdet, hvor vi som sagt ikke desto mindre har fat i langt flere læsere."

Når det gælder Ekstra Bladet og B.T. er det lidt sværere at konkludere ud fra Dansk Oplagstals opgørelser. Oplaget i bladkredsene er nemlig opgjort ud fra salget på en enkelt dag - torsdag den 18. september. Torsdag er normalt den mest neutrale dag i ugen for løssalgsaviserne, men netop denne torsdag fik Ekstra Bladet klø af B.T., som derfor gennem det næste år kan prale af at være større end Ekstra Bladet i HT-området.

For Berlingske Tidende og Politikens vedkommende er tallene mere valide, fordi de to aviser næsten intet løssalg har, og salget derfor ikke svinger nævneværdigt fra dag til dag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også