De Unge Mødre fejrede afsnit 200

Kanal 4-serien opnår fortsat høje seertal og unge piger er ivrige for at deltage. I går holdt SBS gallapremiere på en ny sæson af den længstkørende reportageserie herhjemme.
Michelle From Hoxer

Serien, der egentlig startede som et enkelt program til DR2, kan nu fejre sin ottende sæson på kanal 4. Det blev i går markeret med en gallapremiere på afsnit nummer 200.

”Så længe det er så stor en seersucces, som det er nu, så fortsætter det,” siger programdirektør på SBS, Anne Engdal Stig Christensen, der godt kunne forestille sig at sende 200 afsnit mere.

Seertallene lå i foråret 2009 på gennemsnitligt 150.000 seere på afsnit. Den foreløbige seerrekord er afsnit 157, hvor 221.000 så med. Anne Stig Engdal Christensen forklarer, at seriens stabile sendetidspunkt klokken 21 hver tirsdag og onsdag har bidraget til at fastholde seriens popularitet.

Programdirektøren er også glad for den store interesse i offentligheden, som programmet har opnået. De såkaldte communities omkring serien, kalder Anne Engdal Stig Christensen for ”et brand i brandet”. Serien samarbejder blandt andet med ugebladet Ude og Hjemme, der hver uge bringer historier fra de unge kvinders liv.

Deltagerne skal varieres
Nicolai Bo Hjeds fra Sand Tv har siden starten i 2005 været serieproducent på De Unge Mødre. Derfor har han været med til at finde de 37 piger, der indtil videre har ladet et kamerahold dokumentere de strabadser, der følger med livet som ung mor.

Han fortæller, at op mod 10 til 15 piger hver måned henvender sig, fordi de gerne vil deltage i programmet.

”Vi vil gerne variere de piger, vi har med i programmet, så derfor læner vi os ikke bare tilbage og tager imod dem, der selv melder sig,” siger Nicolai Bo Hjeds, som selvfølgelig håber, at programmerne vil fortsætte længe endnu.

”Historierne ligger der, og problemerne er ikke svære at tage fat i. Vores mål er hele tiden at komme så tæt på, som vi kan, uden at udstille pigerne. Se nu lille Lukas dér, ham har jeg jo fulgt, siden han var helt lille,” siger Nicolai Bo Hjeds og peger på en af de små drenge, der tumler rundt om benene på kamerafolk og unge forældre.

Galla i børnehøjde
Godt 30 af de unge mødre var i går mødt op til gallapremieren i Metropol biograf i centrum af København med kærester, familiemedlemmer og ikke mindst de børn, serierne drejer sig om. Biografen var denne eftermiddag forvandlet til et sandt inferno af farvestrålende kjoler, popcorn og henholdsvis barnegrin og gråd.

Inden deltagerne og de øvrige fremmødte kunne læne sig tilbage i plyssæderne for at se afsnit 200, interviewede Kaare Sand tre af pigerne omkring fordele og ulemper, ved at invitere hele Danmark indenfor i privatlivets sfære.

Afsnit 200 lignede de øvrige programmer, og indeholdt alt fra en fødsel over kamp om forældremyndighed til datingscener. Præcis som de plejer. For som serieproducenten, Nicolai Bo Hjeds, siger: ”Formatet tør vi ikke pille ved, det fungerer jo.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også