DR's stærke mand

Mediedirektør Lars Grarup har vundet mange magtkampe i DR og sidder sikkert på posten som mediedirektør. I dag fylder han 50 år.
MICHAEL ENGGAARD

Denne artikel er bragt i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten.

Selv optræder han yderst sjældent i fjernsynet, men det er ham, der bestemmer, hvad DR putter i kassen. Og i radioen. Og på nettet. Mediedirektør Lars Grarup er DR's stærke mand, og var der tvivl om det for få år siden, er der det ikke længere. Generaldirektør Kenneth Plummer gjorde Lars Grarup til vinder af den indbyrdes magtkamp mellem underdirektørerne forud for strukturændringerne i DR. Den markante nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen forlod institutionen, og det samme gjorde fhv. programdirektør Lars Vesterløkke, mens fhv. radiodirektør Leif Lønsmann endte som musikchef. Lars Grarup blev tilbage, og han har i dag endnu større indflydelse end tidligere. Højt oppe i DR's hierarki befinder sig i øvrigt også Lars Grarups svoger, Thomas Hertz, der er markedsføringsdirektør.

De store udfordringer
Efter adskillige års uro om DR-byggeriet i Ørestad og deraf følgende dårlig økonomi, har medierne netop nu meget fokus på TV 2's regnskaber, men der er stadig betydelige udfordringer for Lars Grarup. Han må især forholde sig til en problematisk såkaldt mankodækning på tv-området. Næsten 12 pct. af danskerne ser aldrig tv på DR, og helt op til 20 pct. af danskerne har vanskeligt ved at finde noget af interesse på de tv-kanaler, som Lars Grarup er indholdsmæssigt ansvarlig for. Det er i særdeleshed de yngre seere, dem, der skal betale licens mange år frem, som DR har svært ved at få fat i. Nyhedsområdet kan han også overveje at tilføre flere ressourcer, da TV Avisen til stadighed halter efter TV 2 Nyhedernes seertal.

Moderne leder
Lars Grarup er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har en fortid som redaktionschef på TV 2 Lorry og programplanchef på TV 2 Danmark. Han kom til DR i 2000 som chef for DR1 og blev tv-direktør i 2004. Mediedirektør blev han i 2006. Lars Grarup er kendt som systematisk, strategisk og vedholdende i sit arbejde. Han er engageret og så passioneret, at han aldrig viger fra et slagsmål, hvis han møder modstand. Han betegnes som en moderne leder, og i den karakteristik ligger, at han forener chefjobbet med rollen som flittigt bagende familiefar. I 2007, kort efter massefyringerne i DR, tog han til nogle medarbejderes forbløffelse fri i syv uger for at rejse til Vietnam med familien. Lars Grarup og hustruen Pernille har fire børn i alderen fra syv til 17 år.

Fra bz til ridderkors
Lars Grarup er opvokset i et baptistisk hjem i Tølløse, og han har en fortid på den alleryderste venstrefløj. Han var toneangivende bz'er og folketingskandidat for Socialistisk Arbejder Parti i begyndelsen af 1980'erne, men Trotskij-forelskelsen er forbi og partisanertørklædet erstattet af det rigtige modetøj. Mediedirektøren, der er bosiddende i Dyssegård og cykler til arbejde, er blevet borgerlig i sit udtryk. Han har ladet sig slå til ridder af Dannebrogsordenen, sidder i VL-gruppe og er ofte at finde i DR's nye koncerthus. Lars Grarup krediteres internt for DR's stærke profil på dramaområdet, og han er medlem af bestyrelsen bag Emmy-uddelingerne. Som mediedirektør er han optaget af DR's digitale fremtid og er lige nu i gang med at lægge planer for de kommende tv-kanaler for kultur/ historie, børn og hd.

DR markerer deres mediedirektør den 5. maj med en reception i Koncerthusets foyer, hvor Kenneth Plummer taler for sin nærmeste kampfælle.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også