Syv millioner i underskud hos Sjællandske Medier

Efter en dyr fusion sidste år kommer Sjællandske Medier ud med et underskud på 7,3 mio. kr. i 2008.

Det dårlige resultat var ventet og allerede varslet i forbindelse med halvårregnskabet, der tydeligt tegnede den negative tendens. Nu er regnskabet landet og gør tabet op til 7,3 mio. kr. efter skat for Sjællandske Medier.

De røde tal er især udløst af, at Berlingske Tidende og Sjællandske i juli 2007 stoppede deres fælles abonnementsordning i Syd- og Vestsjælland . Det betød faldende abonnementsbetaling til Sjællandske og større distributionsomkostninger for Sjællandske.

I årsberetningen fra Sjællandske Medier peger ledelsen desuden på en skærpet konkurrencesituation på ugebladsmarkedet i Roskilde og Slagelse og den generelle nedagående tendens på mediemarkedet som årsager til årets resultat. Var det ikke for finanskrisen, så ville medieselskabet løbe fornuftigt rundt, siger chefredaktør og adm- direktør Torben Dalby Larsen i et interview på MediaWatch.

Fusion koster
Sjællandske fusionerede ved indgangen til 2008 med Dagbladet, og det har kostet i forhold til fratrædelse og samkøring af systemer. Der er desuden afviklet to distributionsselskaber i Sydsjælland i løbet af 2008, og Sjællandske Medier er udtrådt af et internetselskab i 2008.

Den samlede omsætning i Sjællandske Medier var 456 mio. kr. (et fald på knap 30 mio. kr. i forhold til den samlede omsætning i Dagbladet og Sjællandske før fusionen i 2008). Heraf står annoncesalg for 267 mio. kr. i omsætning, avissalg for 130,5 mio. kr., tryk 43 mio. kr. og andet salg 15,3 mio. kr.

- MediaWatch
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også