Striden i det Midtjyske

Fredagens arbejdsnedlæggelser i Midtjydske Medier handler ikke bare om en spareplan til 60 mio. kr., men om en fusion, der nok har givet fælles økonomi, men endnu ikke fælles fodslag.
Louise Reseke

To år efter Århus Stiftstidende og De Bergske Blade slog avishusene sammen i konstellationen Midtjyske Medier, kom spareplanen på 60 mio. kr. som lidt af et knockout i det tidligere Bergske mediehus i Holstebro. Otte stillinger skal ifølges spareplanen nedlægges i Holstebro - en kamel, der var så svær at få ned for journalisterne, at de i fredags valgte at nedlægge arbejdet, som dog blev genoptaget mandag.

"De Bergske Blade har tidligere leveret solide overskud, og set i det lys kommer sådan en spareplan som noget af et gok. Det skal ikke lyde ukollegialt, men det ville være løgn at sige, at der ikke ligger en frustration og bekymring for, at de mindre sunde forretninger i Midtjyske Medier underminierer dem, der kører godt. Vi får bare at vide af ledelsen, at det går ok i Århus, men vi véd det jo ikke," siger talsmand for de journalister, der i fredags gik hjem, Henrik Lind Jørgensen, der er journalist på Dagbladet Holstebro.

Knurrende skepsis
Den knurrende skepsis i de tidligere Bergske Blade over for økonomien hos især Århus Stiftstidende, men også Randers Amtsavis, har fået medarbejderne til at bede ledelsen om at lægge nøgletallene for de enkelte mediehuse frem i forbindelse med forhandlingerene med ledelsen. Tal, som ledelsen, ifølge chefredaktør Dorthe Carlsen i Midtjyske Medier, har lagt frem.

"Jeg ved godt, at der er en teori om, at medierne i øst trækker dem i vest ned, men den her annoncekrise, den rammer altså ikke kun i øst, den rammer på tværs, og der er ikke nogen annoncemarkeder, der går fri," siger Dorthe Carlsen, der ikke mener, det er fair at se smertensbarnet Århus Stiftstidende som den evige klods om benet, på grund af avisens lange historik af dårlige regnskaber og heraf følgende nedskæringer.

"Man skal se på, hvad der er sket med Århus Stiftstidende i mellemtiden. Det er en avis, der har været igennem effektiviseringer ad flere omgange og er blevet en slank og fleksibel organisation, der nok er Danmarks mest moderne mediearbejdsplads," siger Dorthe Carlsen, der dog ikke kan nikke bekræftende til, at omstillingen har givet så meget økonomisk pote, at Århus Stiftstidende i dag løber rundt.

”Der var lagt en plan mod en helt sund forretning i 2010. Planen er blevet fulgt til punkt og prikke. Men den tog ikke højde for den nuværende annoncekrise. Så det handler ikke om Århus Stiftstidende men om finanskrisen. Og jeg tror i øvrigt ikke at der er nogen mediehuse, der løber rundt lige i øjeblikket," siger hun.

Strategi spænder ben
Det er ikke kun den økonomiske historie, der spænder ben for samarbejdet i forbindelse med spareplanen, som Midtjyske Medier har iværksat, og som træder i kraft første maj. Det handler også om strategien for fremtiden.

Opgraderingen af den fælles redaktion i Midtjyske Medier fra 5 til 11 journalister, der fremover ifølge den ny strategi skal levere grundstoffet til halvdelen af indholdet i de seks lokalaviser i Midtjyske Medier - mod 30 procent i dag - giver flere tidligere Bergske-ansatte et uheldigt "deja vu". De tidligere Bergske Blade forsøgte sig i sin tid med en fælles redaktion, der bl.a. dækkede erhverv og sport, men som blev lagt ned igen ud fra devicen, at mere lokal produktion gav en bedre lokalavis.

"Det er ikke de bedste erfaringer, vi har haft med fællesredaktion og fællesstof. Derfor kan det godt være, at det kan gøres bedre, men de erfaringer, vi har med os, taler imod," siger Henrik Lind Jørgensen, mens hans chefredaktør Dorthe Carlsen hellere vil kigge frem mod den nye model end tilbage.

"Jeg ved godt, at man på De Bergske Blade gjorde sig nogle erfaringer med en fællesredaktion, men det skal jo ikke betyde, at man ikke kan prøve igen med en ny model. Det er det, der kaldes udvikling."

"Man skal huske, at det stadig er de lokale redaktioner, der er omdrejningspunkt og det centrale i produktionen - man skal se fællesredaktionen som en række ekstra kolleger, som man kan trække på, og som kan levere research og grundarbejdet til lokalredaktionerne," siger Dorthe Carlsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også