Google: Stop klynkeriet

Det er brugernes adfærd, der sætter rammerne - det har Google forstået, men den er ikke sivet ind alle steder, mener søge-gigantens danske chef, Peter Friis.
Jacob Brejnebøl Knudsen

Denne artikel er bragt i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten.

Alle kender Google, men ikke alle elsker Google.

Teknologivirksomheden har på næsten ingen tid ædt en stor luns af annoncemarkedet, og tendensen er klar: Det fortsætter.

Det har fået bl.a. Christian Peytz, formand for Foreningen af Danske Interaktive Medier, til at sige, at kun konkurrencemyndighederne kan bremse Googles vækst.

Men Google Denmarks adm. direktør, Peter Friis, har vanskeligt ved at se problemet og opfordrer danske virksomheder til at melde sig ind i nutiden i stedet for at klynke over, at Google har været i stand til at vokse sig stor.

"Jeg kan nogle gange godt få lidt strithår i nakken, når jeg hører danske virksomheder sige, at Google bare er så store eller, at det er Googles skyld. Ja, vi er store. Men jeg vil hellere opfordre danske virksomheder til at holde op med at sidde på deres hænder og prøve at forstå dynamikken i det her og handle på det."

Al magt til brugerne
Christian Peytz' pointe er, at hver gang Google kommer med nye produkter, vil det ske fra en dominerende markedsposition. Google taler nemlig med så mange brugere, at når Google kommer med noget nyt, vil det helt af sig selv møde mange nye brugere.

Men Peter Friis afviser det som nonsens.

"Det er noget pjat for at være helt ærlig. Det er en misforståelse i mine øjne. Der er intet - uanset hvor stor, god eller sjov du er, eller hvad du hedder til firma- eller efternavn - som kan styre brugerne. Brugerne har endegyldigt taget magten. Med et enkelt klik hver eneste dag vælger de, hvad de vil. I det øjeblik du ikke giver forbrugerne det, der opfylder deres behov, gør de bare noget andet," siger han.

Peter Friis mener, at den brugerrevolution, man så længe har snakket om, er en realitet. Det betyder bl.a., at troløsheden er meget stor blandt internettets trafikanter.

"Du kan ikke længere udnytte en position. Brugerne derude er blevet kræsne og illoyale, fordi de er blevet så utroligt dygtige og godt ved, hvad de vil."

Kræsne kunder
Det er humlen i den nye dagsorden: At brugerne vil have det, der passer nøjagtigt til deres behov - og det gør dem langt mere kræsne, hvilket igen gør det stadigt sværere at skabe produkter, der opfylder behovene.

Et centralt tema i Googles vokseværk har været, at man tager brugernes respons alvorligt og bruger det kommercielle som drivkraft.

Det er altså ikke Google selv, der har fået alle ideerne til nye indtægtskilder på annoncefronten.

"Hold op! Hvem er vi til at få alle verdens ideer? Ideerne kommer også fra brugerne, fra kunderne, os selv, de andre virksomheder og nogle gange dalende ned fra himlen - og så agerer vi på det. Vi har ikke patent på hverken sandhed eller iderigdom. Vi er bare gode til at facilitere det og eksekvere."

Bl.a. dagbladene har måttet se en stor del af annonceindtægterne forsvinde i Googles retning, så Google i Danmark med al sandsynlighed omsætter for mindst 1 mia. kr.

Det er til dels dagbladenes egen skyld, fordi de ikke har været i stand til at tænke offensivt, så de kunne udvikle deres forretning til at fastholde deres vækst, mener Google-direktøren.

"Hvis jeg skal være en lille smule fræk, har det ikke noget at gøre med, om Google har taget andele. Det handler i sidste ende om, hvem der giver de, der skal forbruge vores ydelser, noget, der fungerer, og noget, der opfylder brugernes behov."

Det siger han ikke for at pege fingre, men som en konstatering af de faktiske forhold.

"Jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan fortælle, hvad dagbladene skal gøre, men i en større sammenhæng tror jeg, at det er stærkere at tænke på den måde end at tænke: Uha, det er de andre, der gør noget imod mig og tager noget fra mig."

Stigende indtjening
Men Google vil tage endnu mere - det viser indtjeningskurven, som godt nok er hemmelig, men helt sikkert voksende - også i ly af den øjeblikkelige krise, hvor Google stadig vokser, mens stort set alle andre mediegrupper falder.

Selv om Google har mærket dønningerne fra diverse konkurser i markedet, har en stigning i antallet af små virksomheders annoncering mere end opvejet de tab. Og i Danmark er Google allerede med i den absolutte top.

"Jeg hverken må eller kan sige, hvor store vi er af hensyn til de amerikanske børsregler, men når det bliver vurderet, at vi er et af de største annoncemedier i Danmark er det nok ikke helt skævt for 2009."

Væksteventyr
Den udvikling er sket på næsten ingen tid, og det har været lidt af en revolution, hvor Google har nedbrudt alle barrierer geografisk og tidsmæssigt, så nu er der ikke noget til hinder for at være i dialog med virksomheder i Usbekistan og Burkina Faso.

"Det har været fascinerende at være med til. Og rigtig, rigtig sjovt for at være helt ærlig," siger Peter Friis og forklarer, at han alle steder møder en interesse og fascination for, hvad Google egentlig er. Han beskriver selv væksteventyret:

"Google er blevet en af verdens 25 største virksomheder på 10 år, det er den hurtigst accelererende virksomhed i verdenshistorien. Tager vi de 10 største virksomheder i Danmark med Novo Nordisk, Mærsk, Vestas osv. og lægger dem sammen, udgør de måske 40-50 pct. af Googles børsværdi. Der er nogle dynamikker i denne turbovirksomhed, som er interessante at snakke om."

Konkurrenter bekymrer Google sig ikke om. Missionen er at gøre verdens information tilgængelig og brugbar, og konkurrenter i klassisk forstand er mere end velkomne til at hjælpe med at opfylde den mission.

Men en klon af Google-metoden er ikke umulig ifølge Peter Friis:

"Vi tror, at vores næste store konkurrenter bliver to drenge i en kælder et eller andet sted, der - ligesom vi selv gjorde - sætter sig ned og siger, at noget ikke er godt nok og arbejder med det. Verdenshistorien har jo vist, at det er her, at det geniale ofte skabes."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også