Radio 100FM er godt på vej til at blive landsdækkende. Med nye frekvenser i Haderslev, Skærbæk, Tønder og Løgumkloster er radiostationen parat til også at indtage det sønderjyske.
"Selvom dette område ikke er det tættest befolkede, er udvidelsen i det sønderjyske særdeles vigtig for os. Vi har længe haft et mål om at dække hele motorvejsnettet i Danmark, og nu kan vi altså høres fra E45 fra Lillebæltsbroen helt ned til den tyske grænse,” siger Radio 100FM's udviklingsdirektør, Derrick Wilkie.
Sønderjyderne vil fremover kunne finde Radio 100FM på fire frekvenser.
Radio 100FM’s indtog på frekvenserne sker i samarbejde med Radio Mojn, der sender lyden af Sønderjylland på 11 frekvenser i området, blandt andet 107,4 FM i Haderslev, 102,6 FM i Aabenraa og 107,8 FM i Padborg.