Producent med x-faktor

Producent og medejer af produktionsselskabet Blu, Per Zachariassen, skal i aften føre DR1's seere gennem X Factor-finalen.
Jette Hansen

Denne artikel er bragt i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten.

80-90 timer. Hver uge i de seneste to en halv måned. Det er den arbejdstid, som producent og medejer af det Freemantle-ejede produktionsselskab Blu, Per Zachariassen, har lagt i denne omgang af X Factor.

»Jeg er utrolig glad for at være en del af X Factor. I mit job er det jo et succeskriterium at have høje seertal. Så jeg har en følelse af, at det hele går op i en højere enhed,« siger den travle leder.

Hvad er din primære rolle i forbindelse med X Factor?

»Jeg sidder i kontrolrummet i DR-Byens Studie 5, hvor jeg kan følge med i alle billederne, som de ni kameraerne optager,« fortæller Per Zachariassen, der også agerer øresnegl for værten Lise Rønne i sidste del af udsendelsen.

»Når jeg eksempelvis fortæller Lise (Rønne, red), hvem der går videre i konkurrencen, sørger jeg for at holde nogle kunstpauser. Så skabes der lidt drama, inden hun afslører vinderen, og det er en del af showet,« siger han.

Mens programmet afvikles, består Per Zachariassens opgave også i at holde styr på og tale med det 50 personers store hold af tekniske medarbejdere, som han er alvorligt stolt af.

»I al beskedenhed så mener jeg, at det er lykkedes os at samle det bedste hold til at lave X Factor - vi har simpelthen de bedste folk på alle poster,« siger han.

Hvordan kommer dagen til at forløbe?

»Det er en helt speciel dag, fordi det er finaleaften. Det betyder, at dagen kommer til at byde på mere forberedelse, længere møder og flere indslag end vanligt,« siger han.

Fra morgenstunden vil Per Zachariassen være i fuld vigør. Først lægger han ud med at briefe kameraholdet ud fra aftenens manuskript.

»Principielt har jeg en uge til at planlægge programmet og til at lave et detaljeret manuskript,« siger Zachariassen.

Han mener, at 95 pct. af hans arbejde er forberedelse, og at bare 5 pct. reelt handler om at afvikle showet.

»Efter mødet med kameraholdet bliver resten af det tekniske hold samlet og orienteret i Studie 5. Jeg gennemgår programmet for teknikere, bandet, produktionsfolk, special effeckt-folkene og lysafdelingen,« fortæller Per Zachariassen, der forventer, at dagens briefing bliver meget lang, fordi aftenens finaleshow ikke kan køres på rutinen.

Efter gennemgangen og al snakken skal der til at ske noget i DR's Studie 5.

»De første prøver begynder i løbet af formiddagen, hvor finalisterne prøver deres sange. Og så skal Take That også øve,« fortæller Zachariassen, der ikke vil afsløre om 1990'ernes store britiske boyband får selskab af finalisterne på scenen.

»Men alt kan ske i aften,« siger han og griner.

Når alle numrene er prøvet igennem, skal et hemmeligt ekstranummer også øves.

»Der kommer en lille overraskelse, hvor både Mohamed, Linda og ABC får selskab af nogle hemmelige navne udefra,« fortæller Per Zachariassen gådefuldt.

Han forventer, at dagens generalprøve kan afvikles ved 16-tiden, dog uden at X Factor-dommerne medvirker

Hvorfor deltager dommerne ikke i prøverne?

»Det er fordi, at de helst skal reagere spontant på sangene, og så skal de være friske til udsendelsen,« siger Per Zachariassen.

Efter generalprøven i studiet samles hele X Factor-holdet til en omgang varm mad og lidt småsludren. Men der er ikke tid til meget hygge for Per Zachariassen. Allerede kl. 19 skal han mødes med Lina, Remee og Blachman.

»Det er en tradition, at redaktionschefen og jeg mødes med dommerne, og informerer dem om aftenens show,« fortæller han og fortsætter:

»Men vi siger ikke for meget til dem, for vi har fundet ud af, at jo mindre vi siger, jo bedre bliver deres reaktioner i showet.«

Fra første færd var de tre medvirkende dommere i spil til at deltage i showet.

»Vi brugte rigtig meget energi på at overtale dem til at deltage, til gengæld har vi ramt sømmet lige på hovedet med netop de tre,« siger Zachariassen.

»Og jeg holder oprigtigt meget af alle dommerne også Blachman, han er en utroligt sød og blød mand, når man lærer ham rigtigt at kende,« siger Zachariassen om X Factors noget udskældte dommer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også