Trads ville vælte Morten N. Nielsen

David Trads ville være adm. direktør i stedet for Morten Nissen Nielsen, men Morten Lund fandt ham for let til en "Lisbeth Knudsen", fortæller ny bog om Nyhedsavisens fald.
Tine Brødegaard Hansen

Nyhedsavisen var ikke kun i krig med de gamle avishuse og de øvrige gratisaviser. Også internt var Nyhedsavisen en kampzone med adm. direktør Morten Nissen Nielsen og chefredaktør David Trads i hver sin skyttegrav med bestyrelsesformand Svenn Dam i komfortabel mæglerposition, hvor han kunne udnytte spliden mellem sine to nærmeste medarbejdere.

Det skriver journalisterne Rune Skyum-Nielsen,  Rasmus Karkow, Morten Runge og Niels Holst, der alle har en fortid på Nyhedsavisen, i bogen ”Alt går efter planen” om Nyhedsavisens undergang. MediaWatch bringer med tilladelse fra forfatterne et uddrag.

Da Morten Lund blev ejer af Nyhedsavisen havde David Trads ifølge forfatterne et møde med ham, der skulle være mundet i ud, at Morten Nissen Nielsen blev vippet af pinden som adm. direktør for den synkende skude:

””Morten Nissen Nielsen er en idiot. Han kan ikke sælge til mediebureauerne. Han skal ud,” krævede han (David Trads, red.) den dag i Morten Lunds villa. I løbet af efteråret 2007 var David Trads blevet mere og mere mistænksom over for Morten Nissen Nielsens og Svenn Dams måde at lede avisen på. Mens de syntes, at han blandede sig i ting, der ikke ragede ham – endda uden at komme med konkrete løsninger – så syntes han, at de undgik de barske realiteter med deres positive spin på alle tænkelige problemer.

”Jeg er den bedste direktør,” som Trads havde sagt til Lund ved deres møde på Svanevænget ved Øresund.”

Men David Trads talte for døve øren. Morten Lund overvejede aldrig at give David Trads dobbeltrollen som adm. direktør og chefredaktør. Han var ikke erfaren nok til at kunne ”lave en Lisbeth Knudsen,” som Morten Lund siger i bogen:

”Manden har jo overhovedet ikke overblik over virksomheden. Han aner ikke, hvad han taler om. Han vil sgu lave en Lisbeth Knudsen. Det er han slet ikke tung nok til,” sagde Morten Lund.”

Dog var han enig i, at direktør skulle skiftes ud," hedder det i bogen.

Kort efter Morten Lunds overtagelse af Nyhedsavisen sprang David Trads over til ærkekonkurrenten Berlingske Media, hvor han blev udviklingschef. Inden da havde Svenn Dam og Morten Nissen Nielsen længe ønsket at skille sig af med David Trads, men turde ikke grundet hans personificering af Nyhedsavisen.

I efterspillet til Nyhedsavisens lukning har Svenn Dam og Morten Nissen Nielsen begæret Morten Lund personligt konkurs. De hævder at være kontraktligt berettiget til ti millioner hver, som Morten Lund personligt skulle have garanteret, da han blev ejer af Nyhedsavisen, i tilfælde af dens lukning.

Læs chefredaktør Ole Nørskovs anmeldelse af bogen "Alt går efter planen".

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også