Bonnier Publications fyrer 25 medarbejdere

Bonnier Publications er ramt af krisen og skal spare 25 mio. kr. Det koster 25 medarbejdere hos Nordens største magasinudgiver jobbet.
MediaWatch

Bonnier Publications som ellers er en af de mest solide mediebutikker i Danmark er nu så hårdt ramt af krisen, at adm. direktør, Michael Cordsen har måttet trække i nødbremsen og nu fyrer 25 medarbejdere.

Samtidig lukker Bonniers datterselskab Benjamin Media tre magasiner, hvilket vil betyde yderligere fyringer i koncernen.

"Det er med stor beklagelse, at vi ser os nødsaget til at tage dette skridt, men vi må konstatere et så kraftigt fald i vores indtægter, at vi må reagere," siger administrerende direktør Michael Cordsen.

"Vi har gjort alt, hvad vi kan, for at minimere afskedigelserne, da det jo netop er medarbejderne, der skaber værdierne for vores virksomhed. Derfor har vi ved forskellige rokeringer kunnet mindske antallet af opsigelser betydeligt," siger Michael Cordsen.

Bonnier Publications sparer også på anden vis, bl.a. ved at genforhandle kontrakter med leverandører, og her er den største del af besparelserne fundet. I alt sparer Bonnier Publications over 25 millioner kroner på årsbasis, når planen er fuldt gennemført.

"På grund af den økonomiske krise er vores indtægter pressede. Således ligger vores annoncesalg ca. 20 procent under det forventede, og vi har også udfordringer på vores bladsalg," siger Michael Cordsen.

Bonnier Publications forventer fortsat et stort millionoverskud for 2009, selv om det forventes at blive lavere end i 2008. Her blev resultatet et overskud (EBIT) på 239 millioner kroner ud af en omsætning på lidt over to milliarder.

"Vi opfatter fortsat Bonnier Publications som en af de mest veldrevne medievirksomheder i Danmark. En sund økonomi er en forudsætning for, at vi har handlefrihed og kan møde de udfordringer, der er i mediebranchen," siger Michael Cordsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også