Bastard rydder op i økonomien

Produktionsselskabets regnskab for 2008 er alarmerende dårligt som følge af manglende økonomisk fokus, erkender direktør Søren Steen Jespersen, som nu vil have ryddet op.
Michelle From Hoxer

I går fremviste det selvstændige produktionsselskab Bastard Film, der især er kendte for Operation X og nu filmen om Blekingegadebanden, et himmelråbende negativt resultat på 1,97 mio. kr. for 2008. Årsagen kan altså ikke alene tilskrives et besværligt marked – for lidt fokus på økonomistyring bærer også en del af ansvaret.

Det fortæller direktør Søren Steen Jespersen, der sammen med selskabets tre øvrige medejere, nu har valgt at ansætte en økonomidirektør. Derudover har samtlige medarbejdere accepteret en lønnedgang på fem pct., for ledelsens vedkommende syv pct. Og så ryger medarbejdergoder i form af frokostordning, fester og lignende, fortæller direktøren, som satser på at undgå fyringsrunder.

”Vi tror på, at vi kan klare os igennem, men vi er bestemt åbne over for alt, hvad der økonomisk kan hjælpe os med at føre selskabet videre,” siger Søren Steen Jespersen, der ikke vil udelukke muligheden for eksterne kapital, som den uafhængige revisorberetning i forbindelse med regnskabet foreslår.

Søren Steen Jespersen fortæller desuden, at Bastard Film i flere år har skubbet nogle store udviklingsomkostninger foran sig, som de nu vælger at realisere som tab, så de forhåbentlig kan få det ud af verden. Når direktøren ser ud over fremtiden, har han stadig de positive briller på:

”Vi finder det realistisk, at øget produktion sammen med bedre fokus på økonomistyring forvandler de røde tal til sorte.”

Selskabets kortfristede gæld, forventer Søren Steen Jespersen bliver indfriet, så snart flere uafsluttede produktionerne er færdige. I den forbindelse er Blekingegade-filmen en af de afgørende indtjeningskilder, selskabet har kalkuleret med.

Bastard Film har ikke mistet nogen aftaler med tv-stationerne inden for det seneste år – til gengæld har de heller ikke længere serieformater, som kan sikre en vis sikkerhed, så det er fortsat en område, Søren Steen Jespersen gerne ser flere aftaler. Han ved dog, at konkurrence er hård, og tv-stationerne knap så indkøbslystne som tidligere.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også