MyTravel skræddersyr site til search

Hos MyTravel går man benhårdt efter søgeresultater og søsætter til sommer en ny hjemmeside, hvis hovedformål er at tækkes søgemaskinerne.
Zandra Damsgaard

Når danskerne drømmende sidder og søger efter årets sommerferie, så skal de ledes direkte til MyTravel - i første klik. Vejen til det mål er en ny hjemmeside, der er  udviklet med det absolutte hovedformål at være søgemaskinevenlig.

En stor del af trafikken på MyTravel.dk, der omfatter arrangører som Spies og Tjæreborg, kommer allerede fra søgemaskiner, men det handler ifølge salgs- og marketingdirektør i MyTravel, Jan Vendelbo, ikke bare om at føre mulige kunder ind på hjemmesiden, men om at føre dem de rigtige steder hen.

”Mange skriver bare for eksempel ’sommerferie juli’ i søgefeltet, og så nytter det ikke noget at føre dem ind til forsiden – de skal hele vejen ind til rejsetilbud i juli,” siger Jan Vendelbo til MediaWatch.

Arbejdet med den nye hjemmeside har været i gang i halvandet år og omfatter mere end bare en ansigtsløftning:

”Hjemmesiden vil måske umiddelbart virke lidt trist, men det er fordi, vi har fokuseret på funktionalitet og på at gøre det enkelt for både kunder og søgemaskine at finde frem til de rigtige steder,” fortæller salgs- og marketingdirektøren.

Nej til affiliate
Rejsekoncernen oplever vækst i den organiske, gratis søgning, ligesom de betalte søgeresultater er præget af et stigende salg og faldende klikpriser. Alt i alt giver det mere salg for de samme penge.

Hos MyTravel er Google Adwords den ubestridte annonceplatform nummer et, men forhåbningen er at spare lidt på Google-budgettet ved simpelthen at lægge hjemmesiden om, så der skal færre søgninger og færre klik til at nå den.

Også bannerannoncer og ikke mindst egne kanaler som eksempelvis e-mails er uhyre vigtige for MyTravel, hvor man imidlertid ikke har meget til overs for affiliate-markedsføring:

”Affiliate er et ’no go’ for os. Det er kannibalisering. Man betaler andre for at sælge rejser, som vi kan sælge selv,” lyder det fra Jan Vendelbo

Han bemærker desuden, at det traditionelle rejsekatalog er ved at være en uddød race.

Fra 10 til 80 pct.
Ni ud af ti danskere foretager søgninger på internettet, inden de bestiller en rejse – og det er en større bid af den kage, som Danmarks største rejsekoncern gerne vil have fat i.

”Vi sælger 50 pct. af vores rejser via nettet i dag, men vi vil selvfølgelig gerne sælge endnu flere. Vores mål er i løbet af nogle år at sælge 80 pct. via nettet,” siger Jan Vendelbo.

Og selvom vækstmålet er ambitiøst, er det ikke urealistisk, mener han. For fem år siden udgjorde internettets andel af solgte rejser således blot 10 pct.

”MyTravel har været online siden 1997 med Spies og solgte sin første rejse online året efter. De første år stod internettet for blot 1-2 pct. af salget,” fortæller rejsechefen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også