Berlingske-ejer i farezonen

I et brev til aktionærerne skriver Berlingske Medias ejer Mecom, at man arbejder på at få nye låneaftaler, da man ikke kan overholde de nuværende. Selskabet mangler 600 mio. pund.
Jacob Brejnebøl Knudsen,Jyllands-Posten

Det britiske avisinvesteringsselskab Mecom, der i Danmark ejer Berlingske Media, er i fare for at overtræde sine låneaftaler, der udløber den 31. marts.

Det skriver selskabet i dag i en fondsbørsmeddelelse, der er et uddrag af et brev, som Mecom-ledelsen har sendt til sine aktionærer om den finansielle situation og som led i at få dem til at godkende frasalgene i Tyskland og Norge.

Selskabet arbejder derfor i øjeblikket på at få sine banker til at indgå en ny aftale, og frasalgene er pinedød nødvendige for at få nye aftaler på plads.

Ifølge aftalen må selskabets gæld ikke overstige driftsresultatet mere end 3,5 gange.

"Så længe der ikke er en aftale om at ændre disse vilkår, som selskabet i øjeblikket diskuterer med bankerne, vurderer ledelsen, at koncernen vil overskride de eksisterende vilkår den 31. marts," skriver ledelsen i meddelelsen.

Mangler 5 mia. kr.
Derudover skal Mecom ifølge en aftale med VSS Loan Agreement fra 2007 tilbagebetale 30,6 mio. pund den 12. april 2009. Beløbet stammer fra en del af det opkøb, som Mecom foretog i Tyskland - forretninger der blev solgt fra i januar i år.

"Mens ledelsen fortsat tror på, at virksomheden vil være i stand til at nå frem til en aftale med bankerne og VSS Loan Agreement, vil virksomheden uden sådan en aftale bryde sine låneaftaler og ikke være i stand til at tilbagebetale beløbet til VSS Loan Agreement," hedder det endvidere i meddelelsen.

Selskabet sætter også et beløb på de penge, der mangler i kassen, hvis man ikke når til enighed om en ny aftale: 606,6 mio. pund eller 5,1 mia. kr. mangler Mecom at kunne finansiere over de kommende 12 måneder, hvis bankerne ikke vil være med til en refinansiering.

Frasalg er vigtige
I årets to første måneder har Mecom solgt fra i Tyskland og Norge for i alt 190 mio. pund, og ifølge fondsbørsmeddelelsen skal samtlige disse penge bruges til at nedbringe gælden, som ved en godkendelse af salgene vil ende på 422,4 mio. pund (3,5 mia. kr.).

Mecoms bestyrelsesformand Alasdair Locke siger om vigtigheden af, at de to frasalg går igennem:

"Det er tydeligt, at disse frasalg alt i alt vil sætte virksomheden i en bedre finansiel position og det vil hjælpe os med at kunne indgå i konstruktive og fornuftige diskussioner med vores långivere," siger han.

Under opsejling længe
Medieanalytiker Henrik Schultz, Argo Securities, er ikke overrasket over at høre, hvor slemt det står til. Det har været under opsejling i lang tid, mener han.

"Det bekræfter, hvor slemt det står til. Jeg tror nok, at de skal overleve, men det kommer an på, hvordan de nye lånebetingelser kommer til at se ud. Men jeg tror ikke, at de nogensinde kommer tilbage til Montgomerys strategi og heller ikke på, at aktionærerne nogensinde får deres penge tilbage."

Den kuldslåede Mecom-aktie ligger netop nu med et beskedent fald på 2,6 pct. til kurs 3,7 pence.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også