TV-reklamer styrker online-trafik

Annonceomsætningen på de kommercielle tv-stationer er i frit fald for første gang i årevis. Redningen kan komme fra den rivende online-udvikling.
Ole Enggaard

Der er kortere vej fra tv-skærmen til computeren end hele vejen ned til butikken dagen efter, både fysisk og mentalt. Det har en lang række TV-annoncører mærket positivt på trafiktallene på deres hjemmesider. Hos Star Tour har commercial manager sales & marketing Brian Faber denne oplevelse:

"Vi kan helt tydeligt se, at tv-annoncering genererer trafik på vores hjemmeside," siger Brian Faber.

"Tv skaber kendskab og gør seerne nysgerrige," forklarer solution specialist, online marketing, Robert Johnson fra Creuna, men advarer samtidig:

"Forbrugerne har den bærbare inden for rækkevidde. De chatter på Facebook eller MSN og søger mere information umiddelbart, når de fristes på tv. Men der er forskel på den oplevelse, seerne har på tv, og det, de møder på internettet. Det største problem for annoncørerne er, at deres hjemmeside ikke lever op til forventningerne fra andre medier, tv, print, banner, søgeord og så videre. Det er vigtigt, at kommunikationen er integreret på tværs af alle medier," siger han.

Klar sammenhæng
Den stationære computer var før en tidsrøver for tv-seningen. I dag er trådløst bredbånd og bærbare almindeligt i husstanden. Hos mediabureauet Mindshare har direktør Martin Rasmussen set en klar sammenhæng mellem annoncering og søgeadfærd på nettet:

"Det har stor betydning for, hvordan vi tilrettelægger vores kampagner og stiller krav til, hvordan vi udformer det kreative materiale. Tydelig afsenderidentifikation i tv-spottet bliver endnu vigtigere. Man behøver i princippet ikke have en webadresse som afmelding, fordi seerne alligevel i stor grad søger på Google i stedet for direkte i browserens adresselinie."

Det stiller krav til tilretning af hjemmesiderne til organisk søgning, men det er ikke nok. Hos it-analysebureauet Gartner mener vice president Andrew Frank, at tv-annoncørerne med få virkemidler kan få mere værdi for deres investering.

"Virksomheder investerer millioner på tv-annoncer, men det undrer mig, at de ikke benytter lidt mere på, at drive trafik fra annoncerne til hjemmesiderne," skriver han på sin hjemmeside og påpeger vigtigheden af at købe relevante søgeord fra tv-kampagner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også