Dagbladet Børsen i svag tilbagegang

Dagbladet Børsens 2008-regnskab viser et mindre fald på både omsætning og bundlinje. Men i forhold til markedet er der stadig tale om solide tal.
Jacob Brejnebøl Knudsen

Denne artikel er bragt i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det benhårde fjerde kvartal i 2008 sætter sine spor i de fleste virksomhedsregnskaber. Det gælder også Dagbladet Børsen.

Omsætningen viste en marginal tilbagegang på 0,4 pct. til 467 mio. kr., mens resultatet før skat faldt 6 pct. fra rekordåret 2007 til 58 mio. kr. Det er det næstbedste resultat i avisens historie.

Direktør er tilfreds
Avisen bevarer dermed sin status som en af Danmarks bedst indtjenende aviser, og chefredaktør og adm. direktør Leif Beck Fallesen er da også særdeles tilfreds.

"I et år hvor nedturen har vist sig dybere end nogen havde forestillet sig, er det meget tilfredsstillende," siger han i dag til sin egen avis.

Han har mærket følgerne af krisen i annonceomsætningen både på print og online. Online er godt nok vokset, men ikke i forventet omfang, og annonceomsætningen i 2009 er heller ikke begyndt som håbet og forventet:

"Jeg har budgetteret med recession, men året er begyndt dårligere, end jeg havde forventet," siger Leif Beck Fallesen.

Vil stjæle annoncekroner
Han regner dog fortsat med at nå budgettet i 2009, hvilket betyder et tocifret millionoverskud - og han er parat til at stjæle annoncekroner på det pressede mediemarked.

"Vi forventer markante strukturændringer i dansk presse, og de kan også komme Børsen til gode," lyder hans forudsigelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også