Newspaq på ekspansions-kurs

Med 19 nye radiostationer i porteføljen røg Nyhedsbureauet Newspaq i sidste uge op i en ny liga af nyhedsleverandører.
Michelle From Hoxer

I sidste uge udvidede Newspaq nyhedsforretningen, der i forvejen tæller radionyheder til 100FM og tekst-tv nyheder til flere tv-kanaler, med yderligere 19 lokalradiostationer. Det er satsningen på skræddersyede produkter og rationel drift, der nu giver pote, mener adm. direktør Kristoffer Gravgaard.

”Vores plads i markedet er, at vi kan behandle hver enkelt kunde helt unikt. Vi går væk fra den tanke at lave én nyhedstjeneste, som mange kunder deler. I stedet vil vi lave en
seriøs, fælles research og levere den i forskellige kanaler, former og versioner til de enkelte kunder,” fortæller Kristoffer Gravgaard.

Han forklarer, at det både handler om at give kunderne oplevelsen af den personlige kontakt og samtidig udnytte de journalistiske ressourcer optimalt. Det vil blandt andet ske ved, at der hver dag på baggrund af den samme journalistiske research udformes individuelle manuskripter til Radio 100FM og de 19 nytilkomne samt netversioner til blandt andre MSN og derudover tekst-tv telegrammer til henholdsvis TV3, 3+, Kanal 4, 5 og 6.

På den måde deler flere kunder samme research, men får en specialsyet tjeneste ud af det.

Radioaftalen styrker Newspaqs position på markedet og gør dem til den største leverandør af nyheder til kommercielle radiostationer. Den position betyder flere medarbejdere og en generelt øget styrke, der skal gøre det lettere at tiltrække flere kunder.

Mantraet er reelle nyheder
Ekspansionen er ifølge direktøren langt fra slut, og han arbejder da også på at få nye kunder i forretningen. Kunder, som han dog nødigt vil sætte navn eller genre på. Han kan dog oplyse, at der vil komme flere nichetjenester hos Newspaq.

Den nuværende krise har faktisk været en af årsagerne til, at Newspaq for alvor har kunnet få en position på markedet. Hvor de før måtte ud at stemme dørklokker, har flere potentielle kunder på det seneste henvendt sig for at spare penge på nyhedsleverancen – uden at ville slække på kvaliteten, forklarer Kristoffer Gravgaard.

”De fleste af vores ressourcer bliver brugt på at lave kvalitetsjournalistik i form af generelle indlandsnyheder og radionyheder, som er der, vores største kunder er. Vores journalistiske mantra er, at vi vil lave forbavsende nyheder. Det vil sige, at folk skal læse og høre noget, de reelt føler er nyt, og ikke bare få en repetition af at alt det, de i forvejen kender.”

Ingen krig med Ritzau
En anden leverandør af generelle nyheder er mastodonten på området: Ritzau. Kristoffer Gravgaard føler ikke, at nyhedsbureauet Newspaq ligger i skarp konkurrence med netop dem, og han har derfor heller ikke travlt med at erklære åben nyhedskrig - men det kan måske ændre sig:

”Hvis de begynder at tilpasse sig markedet, så kan det være, at vi bliver konkurrenter, men som jeg ser dem lige nu, så leverer de primært nyhedstjenester til deres ejere: De danske dagblade og DR, hvor man har et fællesskab om at holde det kørende – og så længe pressestøtten kører, og de har råd, så fortsætter de nok med det. Ved siden af står vi så og hjælper de nye medier, som ikke har den samme medfødte abonnementstankegang.”

Kristoffer Gravgaard er klar over, at Ritzau opererer med helt andre udgiftsniveauer til at producere og levere for. Med deres stab på cirka 90 medarbejdere opnår de en bred dækning og kan tilbyde abonnenterne et meget stort produkt - i modsætning til Newspaqs mere specifikke og målrettede kundehenvendelse. På den måde mener direktøren sådan set, at Newspaq og Ritzau på nuværende tidspunkt supplerer hinanden - så indtil videre er der ikke dømt åben kamp om kunderne.

Newspaq beskæftiger pt. 20 medarbejdere, men direktøren så gerne en fordobling af stabsstørrelsen:

”Det gælder om at have en vis størrelse, for at kunne give det bedst mulige produkt til en lang række kunder. Der tror jeg, vi kan blive endnu bedre og få endnu flere journalister, men jeg tror aldrig vi skal helt op på 90 - med det marked, vi ser i dag”

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også