Modemagasinet på vej mod konkurs

Selskabet bag gratismagasinerne 'Modemagasinet' og 'Børnemagasinet', som Bonnier ejer 35 pct. af, er gået i betalingsstandsning.
Tine Brødegaard Hansen

De eksklusive gratismagasiner om mode og skønhed, Modemagasinet og Børnemagasinet, har knækket stilethælen. Magasinerne har udelukkende satset på at være finansieret af mindre butikkers annoncekroner, og dem er der ikke længere nok af, siger adm. direktør for PR Media, Rina Mardahl, der står bag udgivelserne.

"Jeg regner med, at vi bliver meldt konkurs. Man kan ikke leve af butikkerne, som det er nu, så må vi se, om det er muligt at starte op igen om et par år," siger Rina Mardahl.

30. januar blev selskabets 11 medarbejdere opsagt, de har ikke kunnet få udbetalt deres løn og er gået til Lønmodtagernes Garantifond. PR Media selv gik i betalingsstandsning d. 5. februar.

1,8 mio. kr. ude at svømme
"Vi har 1,8 mio. kr. ude at svømme, som vi ikke kan få kunderne til at betale. I tre uger har vi rykket dem, men de er enten gået konkurs, eller hvis de skylder os 3000 kr., tilbyder de at betale 200 kr. af om ugen, og det kan vi jo ikke bruge til noget. Så betalingsstandsningen skyldes ikke, at vi ikke kan sælge annoncer, men at butikkerne er hårdt ramt," siger Rina Mardahl.

Hun regner med at selskabet som minimum må sige farvel til 600.000 kr., som ikke kan opdrives fra annoncørerne.

"Andre magasiner har store annoncører, som er meget mere seriøse og planlægger deres økonomi. Vores problem er, at 85 pct. af vores salg har været fra mindre detailhandlere, der ikke har samme styr på sagerne. De booker annoncer ind, og håber det går. Hvis alle kunder havde betalt, det de skylder os, eller hvis bare 80 pct. havde gjort det, ville vi ikke være gået i betalingsstandsning."

Ville ikke selv kautionere
1. januar 2008 opkøbte Bonnier Publications 25 pct. af PR Media, hvilket siden blev til 35 pct. I den forbindelse fortsatte ejeren Rina Mardahl som adm. direktør. Hun stiftede selskabet sammen med Peter Andreassen.

Begrundelsen for samarbejdet lød dengang, at man ønskede "at accelerere væksten i en ung og dynamisk medievirksomhed". Tanken var, at Bonnier Publications skulle overtage PR Media 100 pct.

Tilbød Bonnier Publications Jer økonomisk hjælp?

"Bonnier ville gerne låne os pengene, men så skulle jeg kautionere, og det havde jeg ikke lyst til. Hvis bladet udkommer en gang til, og kun får halvdelen af pengene hjem fra kunderne, så går det lån op i luften. Efter tre uger med rykning af kunder, har vi kun fået 100.000 kr. hjem, og så er det jo lige meget hvor mange annoncer, vi sælger. Det ender med, at vi ikke kan betale vores leverandører, som jeg har haft et godt samarbejde med," siger Rina Mardahl, der dog ikke  har opgivet mediebranchen.

"Jeg har jeg nogle andre projekter, jeg skal starte op. Lige som med Mode- og Børnemagasinet bliver det noget, vi ikke har i Danmark, som jeg mener, der er behov for," siger Rina Mardahl. Også de kommende projekter bliver baseret på at være annoncefinansierede.

Der er berammet et møde med kreditorerne den 26. februar, oplyser Sø- og Handelsretten.

Regnskabet for 2008 er endnu ikke indgivet. For 2007 er omsætningen ikke opgivet, men bruttofortjenesten var ca. 3,2 mio. kr., resultatet før skat var på 630.000 kr. og nettoresultatet på 350.000 kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også