TV 2 byder annoncører velkommen på web-tv

Web-tv er drivkraften for hele online i 2009, og som broadcaster skal TV 2 naturligvis ligge i front.
Per Fanefjord Laursen

Tidligere TV 2-direktør Per Mikael Jensen drømte fra starten om et slags 'TV 2 YouTube', der udnyttede både den enorme mængde TV 2 produktion og alle andre slags klip, men det kom aldrig helt ud af startboksen.

Nu lancerer TV 2 så 'TV2 Video', som gratis vil byde på underholdning, humor, musik, nyheder og sport. Sitet lover sjældne klip, højdepunkter og gyldne øjeblikke.

"Vi samler nu også vores gratis videoklip under ét brand, 'TV 2 Video', således at brugere, der specifikt går efter web-tv, kan finde det hele et sted. Indholdsmæssigt kommer TV 2 Video til at rumme hele TV 2s udbud af gratis materiale, særligt de korte klip. Vi publicerer tæt på 10 timers nyt web-tv materiale hver dag, heraf ca. fire timer i kort form," siger indholdsdirektør Gregers Wedell-Wedellsborg, TV 2 Net.

Annoncørvenlig
Han understreger, at TV 2 Video er ikke en Youtube-model, hvor brugerne kan uploade eget indhold. Men TV 2 Video bliver dog til dels redigeret af brugerne. Det er brugernes adfærd, der styrer, hvad der bliver præsenteret. For eksempel med tilbud som ”lige nu ser andre”, ”mest sete”, ”mest sendte”, osv.

Når det specifikt gælder brugerskabt video har TV 2 allerede to produkter: videoblog.tv2.dk og 1234.tv2.dk til brugernes nyheder.

TV 2 Video baseres på videoreklame og vil samtidig give annoncørerne mulighed for at præsentere deres egne tv-kanaler eller Brand Channels.

Video overalt
TV 2 har for alvor satset på online-video i de seneste to-tre år, men ikke under et enkelt brand eller et enkelt site. Siden 2007 har TV 2 lanceret syv faste videokanaler på Nyhederne, Sporten, VIP, vejret, finans, børn og TV2 News. Derudover er der lanceret 3-4 eventkanaler med videoklip fra f.eks. 'Vild med Dans' og sportsbegivenheder.

Samtidig har TV 2-ledelsen i 2008 indført en strategi, man kalder 'Video Overalt', hvilket i praksis vil sige, at tv2.dk bruger video inde i artiklerne, og at TV 2 har video, som kan afspilles direkte på forsiden af tv2.dk.

"Det har fungeret godt, og antallet af streams er vokset med lige under 400 procent fra 2007-2008," siger Gregers Wedell-Wedellsborg.

Juridisk problem består
TV 2s planer løb i 2007 ind i to forhindringer: Videoklip fylder voldsomt meget på serverene, og den juridiske afdeling var ikke begejstrede ved udsigten til konstante rettighedsslagsmål.

Sidstnævnte er fortsat et følsomt emne. Juridisk er TV 2s videoblog omfattet af de samme regler som almindelige blogs. TV 2 overvåger ikke bloggen systematisk og har ikke ansvar for det brugerne uploader.

"Men vi er forpligtet til at fjerne materiale, hvis vi bliver gjort opmærksom på en krænkelse. Hvis der sker gentagne krænkelser fra samme bruger, oplyser vi brugeren om problemet og ultimativt kan vi udelukke brugeren fra at blogge, videoblogge og uploade," siger han.

TV 2 er selv optaget af at beskytte ophavsretten. Ledelsen finder, at det er et problem, som man deler med alle andre sites, hvor brugerne uploader materiale. Net direktøren arbejder på at finde forskellige tekniske løsninger og har indtil videre valgt, at videoblog sitet ikke kommer længere end sin nuværende beta-version og at det ikke markedsføres aktivt, førend kontrolmekanismerne på området er bedre.

Kommercielt supplement
TV 2s onlinechef nedtonede for nylig tv2.dks rolle som drivkraft for store indtægter til koncernen. Online forbliver et supplement til broadcast tv. Han satser på en kombination af reklame og abonnement.

Hele tv2.dk har oplevet en eksplosiv vækst i antal brugere, viser nyeste december data. Tv2.dk steg med hele 20 procent i december, til 1.750.000 brugere. Kun 90.000 færre end dr.dk.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også