Rigmand redder New York Times

Den mexicanske milliardær Carlos Slim Helú har med et lån på 250 mio. dollars indtil videre reddet hæderkronede New York Times fra at lide avisdøden.
Zandra Damsgaard

Selskabet bag The New York Times holder skindet på næsen i denne omgang, efter verdens tredjerigeste mand har kastet en stor redningskrans ud til den synkende skude.

Den mexicanske milliardær Carlos Slim Helú yder The New York Times Company et lån på en kvart milliard dollars svarende til mere end 1,4 mia. kr. Det meddelte avisen mandag.

Lånet løber ifølge The New York Times over seks år med en rente på i alt 14 pct., og afdragene sker blandt andet i form af optioner, som senere kan konverteres til aktier og gøre Slim til hovedaktionær i mediekoncernen. Mexicaneren ejer i forvejen 6,9 pct. af The New York Times Company.

Selskabet skal blandt andet bruge pengene til at betale af på sin omfattende gæld – en gæld, der på det seneste har gjort den hæderkronede gamle avis direkte lukningstruet.

”Denne aftale giver os en øget finansiel fleksibilitet til at fortsætte med at udføre vores langsigtede strategi. Vi fortsætter med at udforske andre finansieringsinitiativer og er fokuserede på at reducere vores totale gæld med de likvider, vi genererer via vores forretninger og andre afgørende tiltag,” udtaler adm. direktør Janet L. Robinson ifølge New York Times.

Truer afhængigheden
The New York Times er med sine 157 år på bagen og stolte uafhængighedstradition et af avisbranchens koryfæer, og flere mediefolk har da også udtrykt bekymring for, om den gamle ’grå dame’, med en ny storaktionær vil blive tvunget til at give køb på principperne.

Skal avisen overleve, er det imidlertid svært at komme uden om en privat investor, eftersom koncernen er ved at have opbrugt sin kvota hos de ligeledes kriseramte amerikanske banker.

Som mulige investorer har blandt andre mediemogulen Rupert Murdoch og New Yorks velbjærgede borgmester Michael Bloomberg været nævnt, men det bliver altså angiveligt telemilliardæren Slim, der løber med aktiemajoriteten i det hårdtprøvede mediehus.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også