Sporten.dk går efter aggressiv vækst

Sporten.dk er ovre de værste børnesygdomme og sigter mod absolut førerposition i 2009 - med web-tv og måske live-indslag som affyringsrampe.
Laura Bøge Mortensen

Det begyndte storartet for sporten.dk, da sitet lancerede den 1. juni 2008. I august toppede brugertallene på cirka 460.000, og Berlingske Medias nye sportsvertikal røg op på en 16. plads på FDIMS’s topliste.

Selvom sporten.dk har bevaret positionen som Danmarks største sportssite, så er aktiviteten faldet, og sitet lå i november på Toplistens 32. plads med 340.000 brugere.

Men det skal der rettes op på.

"I 2009 skal vi i højere grad være et univers, hvor man er længere tid. Jeg regner derfor med, at vi skal vokse med 30 procent på vores sidevisninger. Samtidig skal vi vokse på brugere. Kan vi komme op til 20. plads på Toplisten, så er det fint, for et nichesite, som vores," siger Jacob Staehelin som er chef for sporten.dk sammen med Flemming Fjeldgaard.

God sommer
Årsagen til den store trafik i sommer og betydeligt lavere trafik henover efteråret skyldes flere omstændigheder. For alle sportsmedier betød EM, Tour de France og OL i sommer massiv opmærksomhed fra brugerne. Samtidig har Sporten.dk haft en del børnesygdomme, som har medført, at brugerne ikke spendere nær så lang tid på sitet, som de kunne.

"Vi fik en god start, da vi lancerede sporten.dk, men vi er langt fra færdige, og vi har haft mange tekniske udfordringer, fordi vi startede så hurtigt. Det har ikke været helt gennemtænkt. Vi har haft problemer med statistik, stillinger og livescores, men det kommer til at køre," siger Jacob Staehelin.

Ud over den forbedrede statistik, som blandt andet skal trække læsere fra Bold.dk hen til Sporten.dk, skal den nye satsning på web-tv også lokke brugerne til.
I torsdags lancerede sitet det første web-tv indslag, som bliver produceret i Berlingske Medias studie.

”Vi har et mål om at levere 8-10 daglige klip i løbet af en overskuelig fremtid. Vores web-tv bliver blandt andet interviews med kendte folk fra sportens verden, akkurat som når Jeppe Nybroe interviewer Naser Khader. Samtidig lancerer vi vores egen satirefigur – den romanske sportkommentator ’Lazslo Popescu’, som vi har lavet i samarbejde med Made In Valby, som producerede Drengene fra Angora," siger Jacob Staehelin.

Dialog med rettighedshavere
Som det ser ud nu, er der store begrænsninger på, hvad Sporten.dk kan sende og må sende af live-tv. Derfor er der gang i forhandlingerne med potentielle samarbejdspartnere, forklarer Jacob Staehelin.

”Vi må ikke sende fra de store kampe, men vi er i gang med at lave samarbejdsaftale med folk, der har rettigheder til noget af det, så vi måske kan vise reaktionshistorier og højdepunkter fra kampe. Vi er også en stor spiller, så der kan være synergi effekter i at promovere hinanden. Der er nogen, der er mere spændende at lege med end andre. Der er dialoger, men jeg kan ikke sige mere.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også