Morten Lund erklæret personlig konkurs

Nyhedsavisens sidste ejer Morten Lund blev tirsdag formiddag erklæret personlig konkurs.
Jacob Brejnebøl Knudsen

Denne artikel er bragt i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten.

Gratisaviseventyret Nyhedsavisen får en ulykkelig afslutning for dens sidste ejer, it-iværksætteren Morten Lund.

Han blev i dag erklæret personlig konkurs i Sø- og Handelsretten. Det sker, efter at Nyhedsavisens tidligere bestyrelsesformand Svenn Dam og avisens adm. direktør Morten Nissen Nielsen havde stævnet ham for tilgodehavender for ca. 10 mio. kr., som Morten Lund personligt havde garanteret, hvis Nyhedsavisen skulle lukke.

"Det er ligesom Superman"
Morten Lund havde ellers forsøgt at tale sig frem til et forlig med de to tidligere Nyhedsavisen-chefer, men det mislykkedes altså. I sidste uge forsøgte han sig også med en personlig undskyldning af de helt store, men det lykkedes heller ikke.

Morten Lund forsikrer, at han kommer igen, men er rystet over konkursen.

”Det er ligesom Superman har fået stjålet sin dragt. Jeg er rystet og har ikke lyst til at snakke om det. Jeg kommer igen med fuld styrke, men jeg skal lige have vasket dragten,” siger han til Epn.dk.

Nissen Nielsen: Ikke sjovt
Morten Nissen Nielsen siger, at det bestemt aldrig er sjovt at være vidne til en personlig konkurs og vil ikke gætte på, om han nogensinde får indfriet sine krav.

”Jeg ved ikke, om jeg får mine penge. Det vil tiden vise, men det er selvfølgelig en skam, at det skulle ende sådan. Nu er der en kurator på, og det er hans sag at få overblikket og behandle alle kreditorernes sager,” siger han.

Nyhedsavisen lukkede den 31. august 2008.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også