Berlingske-ejer i hopla på børsen

Efter bekræftelsen af det tyske frasalg har Berlingske Medias ejer kraftig medvind i dagens aktiehandel.
Jacob Brejnebøl Knudsen

Denne artikel er bragt i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten.

For femte dag i træk viser Berlingske Medias britiske ejer Mecom, at man godt kan kæmpe, selv om man ligger underdrejet.

Koncernens aktiekurs er steget mellem 10 og 20 pct. hver eneste af de seneste fire dage, og i dag går det endnu vildere for sig.

Kursen er steget fra til 2 til 2,80 pence, hvilket er en stigning på 40 pct., og inden for den seneste uge er stigningen 155 pct. Fra åbningen af var kursen helt oppe i kurs 3,25, hvilket er en stigning på 62,5 pct.

Faldet 91 pct. på et år
Aktien er dog retfærdigvis faldet 91 pct., hvis man kigger et år tilbage, og dagens stigninger sker ud fra et næsten uhørt lavt niveau.

Kursstigningen kommer efter, at Mecom her til morgen meddelte, at salget af koncernens tyske aviser er underskrevet til en pris på 152 mio. euro – penge som skal bruges til at afhjælpe den store gældspukkel på 587 mio. pund.
Lige i øjet

Medieanalytikeren Simon Davies fra RBS siger til Financial Times, at salget er lige i øjet:

”Det er altovervejende gode nyheder, selv om det i sig selv ikke er nok til at løse gældsproblemerne. De er kommet af med et problemselskab for dem til en multipel der er attraktiv og højere end deres egen værdiansættelse.”

Simon Davies vurderer, at hvis Mecom får netto 125 mio. pund ud af salget, vil det være nok til, at Mecom vil være i stand til at overholde sine lånebetingelser med udgangen af februar, således at gælden ikke overstiger 3,5 gange driftsresultatet – men i slutningen af juni er der atter risiko for, at låneaftalerne overskrides.

Det kan betyde flere frasalg, selv om det tyske salg er nok for nu til at tilfredsstille bankerne. Ifølge Telegraph.co.uk er Mecom undervejs med nye frasalg til en værdi på 60 mio. pund.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også