Finanskrisen kan gavne tv-producenter

Finanskrisen ryster tv-markedet og gør giganterne i USA mere forsigtige med at købe tv-formater. Det gavner små markeder som Danmark, mener branche-iagttager.
Tine Brødegaard Hansen

Sådan lyder meldingen fra Ed Waller, som er redaktør på det britiske netvavis C21 Media, der skriver om tv-produktionsbranchen. Han ser en konsolidering blandt de internationale produktionsselskaber, der i stigende grad vil opkøbe mindre tv-producenter i Danmark og Skandinavien. Det giver mulighed for at teste tv-programmer på mindre markeder, før de bliver solgt til USA, hvor serier og underholdningsshows helst skal have været en global succes, før de kommer på amerikanske tv-skærme.

Store forandringer på vej
"Der er store forandringer på vej i programformat-branchen. Det giver produktionsselskaberne og tv-stationerne i små markeder som New Zealand, Israel og måske også Danmark chancen for at få deres programformater til USA," siger Ed Waller, som MediaWatch møder i forbindelse med en Entertainment Master Class i København, arrangeret af Producentforeningen, Tv-festival og Nordisk Film.

"Den internationale formatbusiness bygger på at reducere risici. Et amerikansk tv-netværk foretrækker at købe programformater, der har virket i ti lande, frem for et, der kun eksisterer på papir. Hvis de kan se en optagelse af programmet, få seertal og viden om, hvordan det har udviklet sig i tre sæsoner, minimerer tv-bosserne deres risiko for at miste jobbet ved at satse på det forkerte program."

Passer på pengene
Ed Waller mener derfor, at finanskrisen kan gavne de mindre tv-producenter på mindre markeder, hvis de udnytter muligheden for at sætte fuldt blus på programudviklingen og få programmerne ud over landets grænser og få dokumentation for seertal. I krisetider passer de store tv-netværk endnu mere på pengene, derfor har de en interesse i at outsource risikoen ved et underholdningsprogram eller en dramaserie til andre markeder.

Ved den seneste L.A. screening  hvor amerikanske programindkøbere er på jagt efter nye formater, bed Ed Waller mærke i, at de små markeder dominerede mere end tidligere.

"Ved L.A. screenings er det ikke kun quiz-programmer og underholdning, men også dramaserier, der bliver købt af ikke-amerikanske producenter. Programmerne ser amerikanske ud, når de lander på tv-skærmeen, men de kommer fra lande som Holland, New Zealand."

Vær risikovillige
For at få formaterne solgt, behøver tv-producenterne penge til idéudvikling. Hvis de sælger en idé til en dansk tv-station, lander hovedparten af rettighederne til programmet som oftest hos tv-stationen, der sjældent har videresalg af formatet som højeste prioritet. Derfor kan det være en idé at tilbyde programmer til udlandet før danske samarbejdspartnere, særligt hvis man er tilknyttet et internationalt produktionsselskab, hvilket producenter som Mastiff, Blu og tidligere Easy Film, nu Eyeworks er.

Og så kunne danske tv-stationer lære noget af risikovilligheden andre steder i verden.

"I New Zealand og Israel tager tv-stationerne mange chancer og viser mange af de lokale producenters programideer. Japan har en meget stærk formatudvikling og eksporterer langt flere programmer end de importerer. Tv-stationerne lægger korte ti-minutters indslag med nye programmer rundt om etablerede programmer, og tester hvordan seerredaktionen er. Det gør, at der ikke er så mange penge på spil, og giver flere programvarer på hylderne, som man kan forsøge at sælge videre."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også